Ledelse af velfærd på dagsordenen på Nyborg Strand

 

 

 

 

 

 

 

De seneste måneder har vi i Socialt Lederforum brugt på planlægningen af det kommende landsmøde, og vi er nu klar til at byde næsten 500 dygtige og engagerede offentlige ledere velkommen til Nyborg Strand. Det foregår torsdag og fredag i denne uge.

Landsmødet er Socialt Lederforums flagskib, og det er igen lykkedes os at sammensætte et program, hvor nøje udvalgte oplægsholdere vil give deltagerne masser af viden, inspiration og gode oplevelser.

Årets overordnede tema vil være lederfaglighed samt offentlige (og private) lederes vilkår og muligheder. Det er en generel tendens indenfor området, at ledere idag kommer til at lede større og mere komplekse tilbud i takt med sammenlægninger, effektiviseringer og omlægninger i den offentlige sektor.

Det stiller store krav til den enkelte leder, når mange medarbejdere og mange forskelligartede tilbud beliggende på forskellige matrikler skal ledes forsvarligt.

Fokus vil også i år være på udførelsen af ledelse på dette niveau, og I særdeleshed på det særlige, der kendetegner de veluddannede ledere, der forstår at balancere, og ikke mindst manøvrere, mellem fag-faglig ledelse og administrativ, politisk djøf-faglig ledelse. For det er nemlig lige præcis det, lederne hos Socialt Lederforum kan og skal!

Ambitionen med Landsmødet er at give viden, indsigt, værktøjer og masser af lyst til at arbejde videre i den retning.

På Landsmødet vil udøvelse af velfærdsledelse blive belyst fra forskellige vinkler. Meget naturligt lægger vi ud med at høre om de anbefalinger som Ledelseskommissionen er kommet frem til i det seneste år. Der vil også blive talt om offentlig værdiskabelse, styringsredskaber, ekstremt arbejdspres og om at befinde sig midt i en mediestorm. Desuden bliver der plads til mere generelle oplæg vedrørende ledelse efter nogle år med megen fokus på offentlig ledelse og ledelse i en politisk kontekst.

Sidst men ikke mindst er Landsmødet, som vi kender det, et værdsat fællesskab, hvor man kan udvikle sig, få sparring, undre sig, grine og slappe af sammen med gode kolleger.

Landsmødet afvikles den 22. og 23. marts på Nyborg Strand.

 

Med venlig hilsen

Bo Mollerup

 

 

 

Bo Mollerup
Direktør
Socialt Lederforum
mobil: 4045 6242