Sociale ledere efterlyser retningslinjer for håndtering af udviklingshæmmedes økonomi

Det er en kompliceret opgave at administrere en udviklingshæmmet borgers økonomi, lyder det fra Socialt Leder Forum. Der mangler klare retningslinjer, som sikrer den udviklingshæmmede og giver personalet en tryg ramme at navigere i.

Sociale ledere efterlyser retningslinjer for håndtering af udviklingshæmmedes økonomi

Socialt Leder Forum NY – 24/05-2011 – Samfund & Politik

Det er en kompliceret opgave at administrere en udviklingshæmmet borgers økonomi, lyder det fra Socialt Leder Forum. Der mangler klare retningslinjer, som sikrer den udviklingshæmmede og giver personalet en tryg ramme at navigere i.

I den seneste tid er flere bosteder for udviklingshæmmede i medierne blevet anklaget for at snyde de handicappede økonomisk. ”Der rejses i nogle artikler voldsomme anklager mod personale og ledelse. Vi er meget kede af disse anklager og står uforstående over for dem. Når det er sagt, vil jeg gerne understrege, at der i høj grad mangler generelle retningslinjer, der kan sikre den udviklingshæmmede borger,” siger direktøren for Socialt Leder Forum, Ib Poulsen. Administrationen af en udviklingshæmmet borgers økonomi er nemlig ingen nem opgave.

Balancegang at administrere økonomi
Mange udviklingshæmmede er ikke umyndiggjorte på det økonomiske område og har råderet over egne penge. Ofte benyttes den økonomiske råderet som et vigtigt, pædagogisk redskab til at styrke den udviklingshæmmede borgers selvstændighed og udvikle hans eller hendes kendskab til penge og deres værdi. Medarbejderens opgave er her at rådgive og vejlede borgeren, når vedkommende bruger penge. Men det samarbejde rummer indbyggede konflikter, idet borgeren, der skal have hjælp, kan have holdninger og ønsker, der er urealistiske eller på anden måde står i modsætning til medarbejderens eller de pårørendes ønsker. Dertil kommer, at der typisk er et afhængighedsforhold mellem borgeren og den pædagog, der hjælper.

Retningslinjer efterlyses
Mange interesser er således indblandet, og det gør det til en meget kompleks situation at have med at gøre. ”Økonomi er en vanskelig størrelse at håndtere og kræver en høj etik fra personalets side. Det er imidlertid vores opfattelse, at de allerfleste medarbejdere løser denne svære opgave godt og som regel i dialog med de pårørende. Forvaltningen af økonomi er eksempelvis ofte på dagorden, når der afholdes møder mellem de pårørende og bostedet. Men der kan i sagens natur let opstå misforståelser,” fastslår Ib Poulsen.
Han efterlyser derfor retningslinjer, som er tilpasset området. Tillidsforholdet mellem borgeren, som skal have hjælp og vejledning, og medarbejderen, som yder denne, er essentielt for et godt samarbejde – og et sådant gensidigt tillidsforhold kan understøttes af gennemskuelige retningslinjer, der er specifikt møntet på området.

Socialt Leder Forum
”I processen med at udforme retningslinjer stiller Socialt Leder Forum gerne erfaringer og viden til rådighed. Det er vigtigt for os, at kommende retningslinjer ikke medfører øgede dokumentationskrav, som tager tid fra det primære arbejde: at hjælpe den udviklingshæmmede borger. Vi ønsker ikke at bruge mere tid på kontrol, men gerne nogle rammer, der støtter opbygningen af det nødvendige tillidsforhold i samarbejdet mellem borgeren, de pårørende og medarbejderne,” slutter Ib Poulsen.

Socialt Leder Forum er en landsdækkende interesseorganisation for bo- og aktivitetstilbud for fysisk og psykisk udviklingshæmmede.

For yderligere oplysninger kontakt venligst;
Direktør for Socialt Leder Forum Ib Poulsen, tlf. 23 88 59 93
Formand Jakob Volther, tlf.: 40 27 87 37

socialtlederforum.dk

Pressekontakt
Susanne Thorsager eller Ib Poulsen
64715993
Socialt Leder Forum 
Kochsgade 31A
5000 Odense C
Danmark

Download pressemeddelelse: Sociale ledere efterlyser retningslinjer for håndtering af udviklingshæmmede økonomi