Årsrapport 2018 om socialtilsynene

Fra Socialstyrelsens nyhedsbrev, primo december 2019.

 

 

 

 

 

 

Socialstyrelsen udgiver hvert år en årsrapport på baggrund af de fem socialtilsyns virksomhed. Årsrapporten fra 2018 er nu offentliggjort. Rapporten indeholder fakta og nøgletal om socialtilsynenes aktiviteter i 2018.

De fem socialtilsyn fører tilsyn med landets sociale tilbud og plejefamilier. I 2018 omfattede tilsynsforpligtelsen 2.007 sociale tilbud og 5.888 plejefamilier

 

Aktiviteter i 2018

 

De fem socialtilsyn gennemførte tilsammen 8.802 anmeldte tilsynsbesøg og 3.699 uanmeldte tilsynsbesøg i 2018. For alle fem socialtilsyn er der tale om en stigning i antallet af uanmeldte tilsynsbesøg sammenlignet med tidligere år. Samtidig ses der fortsat store variationer i socialtilsynenes brug af uanmeldte tilsynsbesøg.

 

Socialtilsynene godkendte i alt 88 nye sociale tilbud og 355 nye plejefamilier. Antallet af nye godkendte plejefamilier er lavere i 2018 end i både 2017 og 2016, mens antallet af nye godkendte sociale tilbud er lidt højere end i 2017. Derudover er der i 2018 stor variation i sagsbehandlingstiden af nygodkendte sociale tilbud og plejefamilier, hvilket kan indikere, at der er forskellige tilgange til godkendelsesprocessen i socialtilsynene.

 

På plejefamilieområdet er der over tid sket et fald i det samlede antal plejefamilier. Samtidig giver socialtilsynene udtryk for, at de oplever et fald i antallet af ansøgninger om at blive plejefamilie, og en stigning i antallet af plejefamilier der vælger at ophøre.

 

Derudover ses generelt en faldende tendens i antallet af iværksatte påbud og skærpede tilsyn i perioden 2015-2018. På tværs af socialtilsynene er der en vis forskel i, hvor ofte sanktioner anvendes.

 

I 2018 modtog de fem socialtilsyn via whistleblowerordningen 1.347 henvendelser om forhold, som er blevet oplevet som bekymrende. Efter et stigende antal henvendelser fra 2015 til 2017 er antallet af henvendelser i 2018 på samme niveau som i 2017.

 

Når der på et socialt tilbud eller i en kommunal plejefamilie foretages en magtanvendelse, skal socialtilsynet modtage en kopi af indberetningen. I 2018 modtog socialtilsynene i alt 5.419 indberetninger om magtanvendelser på børne- og ungeområdet.

 

Se årsrapporten for socialtilsynene 2018

 

Baggrund

 

Socialstyrelsen følger løbende praksis i socialtilsynene og understøtter udførelsen af godkendelses- og tilsynsopgaven med relevant vejledning og materiale m.v. Som led i dette arbejde udgives en årsrapport om tilsynenes virksomhed.

 

Mere information om Socialstyrelsens arbejde med socialtilsynene

Kontakt:

Jesper Dan Jensen
Souschef