Den amerikanske model under lup

Socialt Lederforum sender 30 aktører på social- og handicapområdet til USA for at studere den amerikanske model, som indeholder handicapsektorens tilgang til teknologi, hjælpemidler, frivillighed og dokumentation.

Flere end forventet har valgt at deltage i en studietur til Arizona arrangeret af Socialt Lederforum i samarbejde med Team Online Inc. Baggrunden er, at øgede krav om dokumentation gør det nødvendigt at tænke innovativt i forhold til vores faglige- og vores socialpolitiske tilgang.

– Vi har arrangeret studieturen til Arizona for at lære af den forskellige tilgang, vi har til handicapområdet. Det er sundt at sammenligne vores måde at gøre tingene på med en anden kulturs. Måske kan vi lære at gøre tingene anderledes eller vi kan gøre gode ting endnu bedre, forklarer direktør Ib Poulsen, Socialt Lederforum.

På turen, som finder sted i slutningen af oktober måned, skal deltagerne besøge myndigheder, organisationer og sociale tilbud i Arizona. De skal fx tage del i et heldags seminar med repræsentanter fra handicap- og socialsektoren i USA, myndigheder, institutioner, politikere, interesseorganisationer, universiteter, medier m.v. Desuden skal de besøge AAPPD – Arizona Association of Providers for People with Disabilities:

– Her får vi forhåbentligt nogle meget spændende socialpolitiske diskussioner og lejlighed til at drøfte mulige samarbejdsrelationer med AAPPDs bestyrelse, siger Ib Poulsen.

Der er blandt andet planlagt besøg hos to store udbydere af sociale ydelser, der anvender Team Onlines dokumentationssystem; Bosted System. Det er VALLEYLIFE, som er en handicapinstitution med 400 ansatte og Gompers, der arbejder med aktivering og jobtræning af handicappede.

For yderligere oplysninger kontakt venligst;
Direktør for Socialt Lederforum Ib Poulsen, tlf. 23 88 59 93, e-mail: ib@socialtlederforum.dk

Bedre tilsyn på vej