Direktørens sommerhilsen juli 2025
Direktørens sommerhilsen juli 2025
Første halvår af et intenst 2025 er gået.
Vores traditionsrige Landsmøde blev afviklet i de kendte rammer på Nyborg Strand i slutningen af marts. Det blev en stor succes med over 500 deltagere. (Og en venteliste der på et tidspunkt var på over 100). Det er fantastisk år efter år at opleve den markante opbakning til det, mange kalder ’årets energiboost for ledere af velfærd’. Det er befriende at opleve, at man er samlet om ledelse uanset om man er leder for offentlige, private eller selvejende tilbud. Hos Socialt Lederforum har vi i mange år haft den holdning, at kvalitet i sociale tilbud primært handler om faglighed og kompetent ledelse – ikke ejerskabsform.
Samtidig kan vi med glæde konstatere, at vi (igen) har haft en lille fremgang på medlemssiden i det seneste år. Det er vi godt tilfredse med. Det giver os et væsentligt fingerpeg om, at det rum for netværk, indflydelse, inspiration og diskussion af de gældende rammer for ledelse – som vi i Socialt Lederforum holder åbent 365 dage om året – er et sted man har lyst til at være en del af uanset om man er offentlig, privat eller selvejende.
Overordnet har vi brugt de seneste år på at blive mere præcise i forhold til den konstante balancegang mellem socialpolitik og ledelse af velfærd. Vi siger det selv på denne måde:
”Socialt Lederforum er en landsdækkende interesseorganisation for tilbud indenfor det specialiserede socialområde. Vi har fokus på ledelse, ledelse af professioner, ledelse af velfærd og på rammerne for ledelse.
Vi vurderer de muligheder for ledelse og de behov for ledelse, som den førte politik medfører. Vi vurderer ikke politikken.
Vi er bevidst farveblinde, når det gælder politik. Til gengæld har vi udviklet røntgensyn, når det gælder ledelse af velfærd.”
Der venter lederne indenfor det specialiserede socialområde store udfordringer. Vi kigger hen imod en fremtid med begrænset økonomisk råderum – kombineret med håb og krav om bedre forhold. Der er modsætninger i spil. Store modsætninger. Lederne i Socialt Lederforum kommer til at befinde sig midt i disse – meget ofte i en central nøglerolle.
”Den virkelige kunst, når man har flertal og momentum, er at huske at få alle bedst muligt med. I Danmark har vi igennem en årrække oplevet at kløften mellem ’system’ og ’borgere’ er blevet dybere og dybere. Vi har ikke brug for vores egen ”Gazastribe” på socialområdet – vi har brug for samarbejde og dialog. Husk det!”
Sådan skrev jeg i starten af maj måned 2024 i et debatindlæg i Socialmonitor. Der er grund til at gentage denne formaning.
Socialt Lederforum repræsenterer over 300 af landets mest specialiserede tilbud og har særligt fokus på ledelse af tilbuddene. De godt 300 øverste ledere og 1800 mellemledere er – hver dag hele året rundt – med til at omsætte politik til borgernære handlinger. Som tidligere nævnt har vi offentlige tilbud, selvejende tilbud og private tilbud som medlemmer. De seneste år har vi også fået flere forvaltninger som medlemmer. Den samtale vi har startet om ledelse, er der heldigvis mange der ønsker at være en del af.
Udover at vi er eksperter på ledelse, så er vi eksperter på praksis. Vi har mange dedikerede medlemmer, hvis primære funktion er at drive tilbud af høj kvalitet, indenfor den lovgivning og de ressourcer de tildeles. Det er altid en god ide at gå til os, når der skal gennemføres nye tiltag. De dygtige, loyale og godt uddannede ledere i Socialt Lederforum sidder til daglig med foden på såvel speederen som bremsen – og så har de ’det store kørekort i implementering’. Husk på det når noget skal ændres!
Meget mere om dette følger, når vi igen tager fat efter sommerferien.
Her og nu er festivalsæsonen godt i gang. Studenterne er sprunget flot ud, og Tour de France og Wimbledon – begge med interessant dansk deltagelse, er i gang. Det nok skal binde nationen sammen de kommende uger. Og selvom faderen til August Holmgreen – den nye tennisdarling – fastholder at man ikke kan være stolt af andre end sig selv, så er vi en hel nation der ved, at han tager grueligt fejl.
Juni bød traditionen tro på Folkemøde på Bornholm.
Socialt Lederforum havde nogle gode dage på Bornholm.
Efter et par magre år, var debatniveauet både seriøst og højt i år.
Der blev snakket ledelse af velfærd, velfærdssamfundets fremtid, ”samfundskontrakten”, kløften mellem system og borgere, forråelse, uddannelse, rekruttering og noget så lavpraktisk men meget, meget aktuelt som beredskab på botilbud.
De seneste år har jeg efterlyst at der blev talt om aktuelle, dagligdags problemstillinger for velfærdssamfundet, og dem der sidder med det daglige ledelsesmæssige ansvar. I år pegede rigtig mange debatter den vej. De mange organisationer der organiserer og faciliterer debatterne og samtalen gjorde et fremragende job i år.
Jeg er knap så imponeret af vores toppolitikere. De deltager i fjollede quizzer. Optræder som gæste DJ’s (trods dårlig musiksmag og manglende rytmisk fornemmelse), klæder sig ud i mærkeligt tøj og mange bliver ret berusede om aftenen.
Man kunne få den mistanke, at de helst undlader at tale om deres politiske resortområde.
Det betyder, som jeg ser det, en tendens i retning af en uheldig diskrepans mellem de seriøse organisationer, der tager til Bornholm for at være en del af den demokratiske, brobyggende samtale og det tiltagende ’forlystelsessyge’ politiske segment, der holder flere dages ’blå mandag’ i Allinge og omegn.
Lige inden sommerferien blev Social Udvikling nr. 3 sendt ud. Vi håber, at artiklerne i Socialt Lederforums eget social- og ledelsesfaglige tidsskrift vil give anledning til eftertanke, inspiration og også gerne debat vedrørende ledelse, socialpolitik og mennesker med særlige behov.
Rigtig god sommer
Bo Mollerup
Direktør
Socialt Lederforum
