Socialt Lederforums Landsmøde udsættes/aflyses!

Kære alle

 

 

 

 

Situationen vedrørende COVID-19 (Corona-virus) er meget alvorlig. Det medfører, at vi hos Socialt Lederforum aflyser arrangementer og møder. Foreløbig i resten af marts måned.

Konkret betyder det, at vi i dag ikke gennemfører seminar vedrørende ’ulighed i sundhed’, som vi sammen med Type2dialog skulle have været vært for i Handicaporganisationernes Hus i Høje Taastrup. Så snart vi ved noget mere, vil der blive meldt en alternativ mødedato ud.

 

Det betyder desværre også, at vi ikke kan gennemføre det planlagte Landsmøde på Nyborg Strand den 26. – 27. marts. Landsmødet er foreningens årlige samlingspunkt. Landsmødet er på mange planer vores livsnerve. Her formidles ny viden. Her mødes kollegaer, samarbejdspartnere og andre interessenter. Her vedligeholdes netværk – og her udvides netværk. Alt sammen i en forening der er båret af deling af viden, ekspertise, samvær og sammenhold.

 

Lige nu ved vi bare, at Landsmødet ikke gennemføres i marts måned. Om der bliver tale om en flytning af mødet eller en aflysning, det arbejder vi i disse timer på at finde ud af. I løbet af torsdag og fredag vil vi kontakte hver enkelt af de næsten 500 tilmeldte med opfølgende informationer vedrørende dette.

 

I går aftes kom en række udmeldinger fra statsministeren. Blandt andet at offentligt ansatte sendes hjem og at flest mulige opfordres til at blive hjemme/arbejde hjemmefra i den kommende periode. For langt de fleste af de omkring 1.650 ledere/mellemledere og 33.000 medarbejdere, vi som forening repræsenterer, bliver dette dog ikke tilfældet, da netop de varetager opgaven med at passe på nogle af samfundets mest udsatte og sårbare borgere.

 

Pas godt på hinanden og pas godt på dem, vi skal passe på!

 

Mange hilsner
Bo Mollerup
Direktør
Socialt Lederforum