Designprojekt skaber nye relationer for borgere med handicap

En gruppe borgere med omfattende funktionsnedsættelser har fået flere relationer via et designprojekt. Det viser den afsluttende evaluering af projektet, der fik KLs innovationspris 2013.

Borgerne på botilbuddet Skansebakken har alle omfattende funktionsnedsættelser. De har svært ved selv at opbygge relationer, og nogle har primært haft kontakt til personalet. Mange har intet talesprog.

Alligevel har det været muligt at skabe flere nye relationer for beboerne via et projekt, der har været gennemført i et samarbejde mellem Socialstyrelsen, Designskolen Kolding og Vejle kommune.

Det dokumenteres i den afsluttende evaluering af projektet.

Tablets som kommunikationsværktøj
Projektet er et innovationsprojekt, der er baseret på designmetoder. Designerne har udviklet idéer, som gør det nemmere for borgerne på botilbuddet at præsentere sig selv overfor andre – bl.a. gennem tablets, der har været brugt som kommunikationsværktøj mellem beboerne og omverdenen. Designerne har også set på, hvordan det omliggende samfund kan aktiveres for at etablere nye relationer, og hvordan de relationer, borgerne allerede har, kan bruges anderledes.

Evalueringen viser, at det høj grad er lykkedes medarbejderne at facilitere nye relationer, hvor de ikke selv er omdrejningspunktet. De nye relationer er især til borgere på andre bo- eller dagtilbud og til personer i lokalsamfundet, bl.a. gymnasieelever fra Rødkilde Gymnasium, et spillemandsorkester, dagplejere med børn og tidligere ansatte.

En kontinuerlig opgave

Evalueringen viser også, at borgerne på Skansebakken ligesom alle andre mennesker oplever, at relationer kommer og går. Det er derfor en kontinuerlig og vigtig opgave for personalet både at understøtte beboernes eksisterende relationer og tilbyde dem nye.

Vejle Kommune har introduceret designmetoden til de øvrige centre i handicapafdelingen i kommunen.

Projektet modtog i vinter KLs Innovationspris 2013.

Mere information om projektet og adgang til evalueringen

Nyhedsartikel om projektets modtagelse af KLs Innovationspris

Book et oplæg om projektet hos Vejle Kommune

Yderligere oplysninger: Konsulent Janina Gaarde Rasmussen, mail jra@socialstyrelsen.dk, tlf. 41 93 24 94