Designtænkning hjælper til bedre og billigere offentlig sektor

Større frivilligindsats og brug af ny teknologi på bosted for handicappede har skabt ny værdighed for både borgere og vores velfærdssamfund, siger Vejles handicapchef. – Ny rapport med anbefalinger til andre, der vil prøve metoden af

Tingene skal gøres bedre og samtidigt billigere. Det er et vilkår for den offentlige sektor. I Vejle Kommune gik handicapchefen Kirsten Bundgaard utraditionelt til værks og inviterede Designskolen Kolding til at komme med bud på, hvordan den udfordring kunne løses. Resultatet blev projektet ”Design af Relationer”, som nu – et år efter det er sluttet – både har bevist sit værd og for alvor er klar til at inspirere det specialiserede socialområde over hele landet.

Nyskabelsen i projektet er bl.a. en langt større satsning på frivillige og inddragelse af nye teknologi, bl.a. iPads og Facebook. – Og så har Designskolen Koldings faglighed været mærkbar og udfordrende. Det har været nærmest magisk at opleve, at en faglighed så fjernt fra specialpædagogikken har været det, som fik det bedste frem i vores pædagogiske faglighed, og det, som fik os til selv at udvikle vores faglighed og udvikle borgernes værdighed i samfundet, siger Vejles handicapchef Kirsten Bundgaard.

Projektet blev gennemført på Skansebakken i Brejning, et bosted for nogle af vore mest handicappede. – Kunne det lade sig gøre der, kan det lade sig gøre overalt. Og det var vores mål fra starten, siger Kirsten Bundgaard.

Socialpædagogisk Landsforbund: Tankerne er en ny sti
Erfaringerne fra socialpædagoger, ledelse og designere er nu samlet i rapporten ”Design af Relationer – et samarbejde om at designe relationer til nogle af samfundets mest handicappede”, og det suppleres med en vurdering fra Socialpædagogisk Landsforbunds l. næstformand Marie Sonne og en række pårørende og frivillige.

Marie Sonne siger, at man har taget en chance i dette projekt for at finde nye stier, og det har vist sig, at tankerne er en ny sti. – Det vigtigste er, at du har en relation til de mennesker, du har med at gøre, så du hverken begår overgreb eller undergreb. Og det er jo netop, hvad der har været fokus på i dette projekt, siger hun.

Socialpædagogerne Trine Holm Erichsen og Bettina Löessl fra Skansebakken peger i rapporten på, at det er i brugen af ny teknologi som iPads og Facebook og i møderne mellem borgere, frivillige og personalet, at succes’erne kan gøres op, men at den egentlige succes ligger i, at det i løbet af kort tid lykkedes at ændre deres og kollegernes måde at tænke på. At de gik fra at tænke på borgerne som ”deres”, som de alene kunne passe godt nok på, til at give slip og se, at andre kunne give dem noget andet. Et venskab. En pædagogfri zone.

Rapporten – til inspiration og som manual
Rapporten kan bruges både som inspiration til alle socialpædagogiske bosteder i landet – og formentligt også hvert eneste plejehjem – og den kan også bruges som manual.

Socialpædagogerne fortæller, hvordan de har arbejdet – og hvordan de nu sikrer, at forandringerne bliver fastholdt, så man ikke falder tilbage i gamle vaner. Designerne fortæller om deres tænkning og de metoder, der er brugt, og lederen af bostedet Skansebakken – det sted projektet er afviklet – fortæller om de forandringer, der er sket, og planerne for fremtiden. Alle giver konkrete anbefalinger om, hvordan andre institutioner kan gå frem.

40 i Vejle Kommune nu uddannet i designtænkning i praksis
En meget vigtig overbygning på projektet er, at Vejle Kommune nu demonstrer både over for sig selv og andre, hvordan et projekt af denne art kan skaleres op: 40 medarbejdere og ledere fra Vejle Kommunes handicapcentre har netop afsluttet en uddannelse i, hvordan designtænkning kan anvendes i praksis. – De ambassadører, vi nu får uddannet, har en særlig parathed til at indgå i samarbejdet med ledelse og designere i større forandringsprocesser, og de også har fået kompetencer til selv at skabe forandringsprocesser i deres hverdag, siger socialpædagogisk konsulent Lotte Mikkelsen, LæringsCenter Brejning.

Klik her for at åbne rapporten (pdf)