Mere støtte til familier med børn med handicap

Socialstyrelsen udvikler og udbreder forældretræningsprogrammer og anden støtte til forældre med handicappede børn i programmet ‘Mestringsstøtte til familier med børn med handicap’,. som er en del af regeringens handicappolitiske handlingsplan.

Mestringsprogrammet består af fem delprojekter og involverer et tæt samarbejde med kommuner og brugerorganisationer på tværs af landet og kører indtil 2017.

I programmet indgår blandt andet en kortlægning af eksisterende tilbud til familier, der får støtte til at mestre de særlige udfordringer, der følger med, når et barn i familien har et handicap. Herudover kortlægges aktuel international forskning om metoder med effekt over for målgruppen.

De øvrige dele af programmet drejer sig om at udvikle og afprøve forskellige typer af indsatser og modeller. I ét af delprojekterne afprøves udvalgte indsatser på baggrund af kortlægningen, mens tre andre delprojekter har fokus på hhv. tidlig indsats, familiekurser og terapeutisk bistand.

Oversigt over de fem delprojekter

  • Kortlægning: Der gennemføres en kortlægning af evidensbaserede programmer og indsatser til målgruppen. Er igangsat og afsluttes medio 2015. Projektleder Jacob Brønnum, jab@socialstyrelsen.dk
  • Afprøvning: Der afprøves en række udvalgte programmer og indsatser, der er blevet identificeret i delprojektet om kortlægningen. Igangsættes primo 2015. Projektleder Signe Danø Andersen, sdan@socialstyrelsen.dk
  • Tidlig indsats: Der udvikles et inspirationsmateriale ud fra gode kommunale eksempler på en tidlig indsats.Er igangsat. Projektleder Dorthe Bevensee, dbev@socialstyrelsen.dk
  • Familiekurser: Via en ansøgningspulje for kommuner og brugerorganisationer udvikles en række konkrete modeller for familiekurser. Er igangsat. Projektleder Jacob Brønnum, jab@socialstyrelsen.dk
  • Terapeutisk bistand: Udviklingsprojekt med fokus på terapeutisk bistand til familierne i kommunerne. Igangsættes i 2015. Projektleder Marie Kaas, mkaa@socialstyrelsen.dk

Programmets følgegruppe består af repræsentanter fra blandt andet: Ministeriet for Børn, Ligestilling, Integration og Sociale Forhold, Kommunernes Landsforening, KAPS/ Dansk Psykolog Forening, Sjældne Diagnoser, Autismeforeningen, Dansk Socialrådgiverforening og Socialstyrelsen. Herudover deltager 2-3 kommunale børne- og unge/familiechefer, der endnu ikke er udpeget.

Øvrig kontakt

Programleder: kontorchef Sanna Dragholm, sdr@socialstyrelsen.dk
Programkoordinator: faglig konsulent Jacob Brønnum, jab@socialstyrelsen.dk