Det betyder ny aftale om fysioterapi

Danske Fysioterapeuter og Danske Regioner har indgået en aftale, som betyder, at ydelsen “Tillæg for særligt tidskrævende indsats” bortfalder. Læs, om hvad det betyder for dig, der går i behandling hos en fysioterapeut. 

Indtil 1. januar 2015 har fysioterapeuterne kunnet opkræve en særlig ydelse som tillæg til det normale honorar, hvis der skulle bruges ekstra tid i behandlingen på grund af visse sygdomsgener eller begrænset funktionsevne hos patienterne. For mennesker med gigt ville det typisk være ved svært fysisk handicap, hvor man har mange påvirkede led og nedsat funktionsevne.

Det skal du være opmærksom på
Det er nu aftalt, at ydelsen bortfalder ved årsskiftet, men det er ikke aftalt, at behandlingen af den enkelte patient skal ændres, eller at der fremover skal bruges mindre tid på behandlingen.

Hvis din fysioterapeut før 1. januar 2015 har opkrævet denne ydelse i forbindelse med din behandling, skal du derfor være opmærksom på, at du fortsat får den behandling, som er fastlagt for dig, og at der ikke bliver skåret i din behandlingstid.

Ydelsen, som fysioterapeuterne mister, vil blive brugt til at forhøje andre behandlingshonorarer. Hvis du får vederlagsfri fysioterapi, vil du naturligvis ikke mærke noget til de øgede behandlingspriser.