Minister lover at undersøge reglerne om forældrebetaling

Socialminister Manu Sareen lover i et svar til Spastikerforeningen og LEV, at Ankestyrelsen vil se nærmere på kommunernes praksis for opkrævning af forældrebetaling for handicappede børn anbragt i døgninstitutioner. Samtidig lover ministeren, at embedsværket vil se nærmere på selve reglerne om forældrebetaling.

Reglerne om forældrebetaling er ikke nye, men kommunerne har tilsyneladende administreret reglerne så fornuftigt, at det ikke har givet anledning til større gnidninger.

I efteråret kom det imidlertid frem, at Aarhus Kommune har ændret praksis, så de i øjeblikket opkræver forældrebetaling af ikke færre end 72 procent af forældrene til kommunens døgnanbragte børn.

I de øvrige kommuner, vi kender til, er niveauet langt lavere (mellem 2 og 20 procent). Derfor har Spastikerforeningen og LEV – i samarbejde med en gruppe forældre i Aarhus – rettet henvendelse til socialministeren.

– Vi ved af erfaring, at sådanne ”spare-ideer” spreder sig som en steppebrand fra kommune til kommune. Derfor har det været vigtigt at få skabt debat om det rimelige i, at forældre til handicappede børn skal betale særskilt for at have deres barn i døgninstitution, siger landsformand Lone Møller og tilføjer:

– Forældrene mister i forvejen retten til børnechecken, muligheden for dækning af merudgifter, ofte forsvinder støtten til bil, etc. Forældre til døgnanbragte børn bidrager således i rigt omfang indirekte til forsørgelsen af deres anbragte barn. Den direkte betaling for døgnopholdet opfatter vi derfor som en dobbelt betaling, der bør afskaffes.

Dertil kommer, at reglerne er indrettet således, at kommunen kan bevilge forældrene betalingsfriplads, hvis døgnanbringelsen har et udpræget behandlingssigte, dvs. hvis anbringelsen sker for at sikre barnets fortsatte udvikling. Mange kommuner benytter den bestemmelse til at fritage det store flertal af forældrene fra forældrebetaling, ud fra den grundholdning at alle børn naturligvis kan og skal støttes til at udvikle sig.

– Men desværre oplever vi, at nogle kommuner vender logikken på hovedet og argumenterer for, at flere og flere børn har et så lille udviklingspotentiale, at forældrene ikke er berettiget til betalingsfritagelse, siger Lone Møller og fortsætter:

– Vi er selvfølgelig tilfredse med, at ministeren sætter et analyse og udredningsarbejde i gang. Det er da et skridt på vejen. Men grundlæggende er vi nok af den opfattelse, at der sådan set ikke er behov for mere analyse og snak. Reglerne er økonomisk diskrimination og hele debatten om, hvorvidt børn har mulighed for og krav på udvikling, er helt uværdig og bør stoppe øjeblikkeligt. Derfor er vores opfordring til Manu Sareen fortsat – fjern den forældrebetaling.

Du kan læse brevet fra Manu Sareen her.