KL: Regnskab 2014 er udtryk for god økonomistyring

 

 

KL’s formand Martin Damm siger i en kommentar til regnskabstallene, at det er udtryk for god økonomistyring, at der er luft mellem budget og regnskab. 

 

Nyhed fra KL, 30. april 2015.

 

martin_damm4

 

 

 

Danmarks Statistik har i dag offentliggjort de kommunale regnskaber for 2014. Tallene flugter med KL’s forventninger, og viser, at kommunernes serviceudgifter ligger 2,4 mia. kr. under budget 2014.

De kommunale regnskaber for 2014 er netop blevet offentliggjort af Danmarks Statistik og viser, at kommunernes serviceudgifter ligger 2,4 mia. kr. under budget 2014, mens kommunernes anlægsudgifter ligger ca. 0,2 mia. kr. over det niveau, som KL har aftalt med regeringen.

”Regnskabstallene er helt som forventet og flugter fint med de forventninger, som vi har haft til kommunernes udgifter,” siger KL’s formand Martin Damm.

”Kommunernes økonomi har nu i en årrække været underlagt sanktioner. Overskrides den serviceramme, der er aftalt med regeringen, så falder sanktionshammeren prompte. Det er derfor klart, at alle kommuner ønsker at holde sig inden for budgettet. Og derfor opererer de fleste kommuner også med et sikkerhedsnet i budgettet,” fortsætter han.

”Det er udtryk for god økonomistyring, at der er luft mellem budget og regnskab. Det betyder blot, at kommunerne har styret økonomien i land uden at gøre brug af sikkerhedspuljerne,” siger Martin Damm og understreger, at den nuværende regering selv har indført lovgivning, der giver kommunerne mulighed for at lægge reserver i budgettet på op til en procent af serviceudgifterne.

Regnskaberne for 2014 viser også, at forskellen mellem budget og regnskab i 2014 er markant mindre end i de senere år. Samtidig har kommunerne for andet år i træk haft en vækst i udgifterne.

”Der er ingen tvivl om, at mange kommuner begynder at mærke et stigende udgiftspres på det specialiserede socialområde og på ældreområdet. Det vidner den begyndende vækst om,” siger Martin Damm.