Handicapområdet har brug for mere inddragelse

(Fra Altinget:social)

 

Fælles debatindlæg (fra juni 2015) skrevet af Tue Byskov Bytkjær, Thorkild Olesen, Mads Samsing, Majbrit Berlau, Helle Linnet og Gunnar Gamborg.
Henholdsvis formand for Det Centrale Handicapråd, formand for Danske Handicaporganisationer, næstformand for HK-Kommunal, formand for Dansk Socialrådgiverforening, formand for Foreningen af Kommunale Social-, Sundheds- og Arbejdsmarkedschefer og formand for Ergoterapeutforeningen.

 

Kløften mellem borgere med handicap og kommunerne graves stille og roligt dybere i disse år. Mens tidligere undersøgelser har vist, at tilliden til kommunerne hos borgere med handicap er meget lav, viser en ny undersøgelse, at der et alvorligt problem i samarbejdet mellem sagsbehandler og borger med handicap. Ifølge undersøgelsen består problemet i, at borgerne oplever, at samarbejdet går rigtig dårligt, mens sagsbehandlerne – og i endnu mere udbredt grad deres chefer – oplever, at samarbejdet går udmærket. Sammen med borgernes manglende tillid tegner der sig et billede af et område i den kommunale forvaltning, der er præget af manglende gensidig forståelse.

Undersøgelsen viser, at borgere, sagsbehandlere og ledere er enige om, at gensidig tillid, god forberedelse og solidt kendskab til lovgivningen er blandt de vigtigste parametre for en god kontakt i sagsbehandlingen. Men samtidig ses forskelle i, hvordan sagsbehandlere og borgere med handicap oplever kontakten omkring sagsbehandlingen. Forskellene handler om noget så konkret som sagsbehandlingstider og fast sagsbehandler. Hvor borgerne oplever for lange sagsbehandlingstider og alt for mange skift i sagsbehandlere, oplever sagsbehandlerne overvejende, at salgsbehandlingsfristerne overholdes, og at man langt hen ad vejen har en fast sagsbehandler.

Der ses også vidt forskellige oplevelser af, hvor meget borgerne bliver hørt og får indflydelse, og når det handler om sagsbehandlernes viden om handicap, giver borgerne deres laveste vurdering i undersøgelsen. Sagsbehandlerne vurderer væsentligt højere, men finder også rum for forbedring i deres vurdering. I det hele taget er der intet i undersøgelsen, der tyder på, at de ansatte i kommunerne ikke finder det vigtigt, at borgerne får de bedst mulige oplevelser i mødet.

Brug for at lytte

Hvordan kan vurderingen så være så forskellig? Mangler sagsbehandlere forståelse for, hvordan mødet med systemet virker på borgerne? Går man fejl af hinanden i den måde, man kommunikerer på? Mangler der en fælles forventningsafstemning omkring mødet – har man i virkeligheden en forskellig vurderingsskala for samarbejdet? Møder organiseringen af området borgernes behov? Det er sådanne spørgsmål, som kommunerne sammen med de berørte borgere, medarbejdere og ledere bør spørge sig selv om. Her har vi alle sammen en interesse i en fælles dialog og at finde svar.

Der er virkelig brug for initiativer, men som det allerførste er der brug for at lytte til hinanden. Ikke bare konkret i hver enkelt sag, men hvis samarbejdet skal tilbage på sporet, må borgerne i langt højere grad inviteres til at fortælle om deres oplevelser. Hvad gjorde en positiv eller negativ forskel? Hvad udløste usikkerhed eller mistillid? Hvordan er det godt at blive mødt?

Når kommunerne har lyttet og været i dialog, vil vi anbefale, at erfaringerne bliver samlet sammen, så man får en fælles viden om, hvad der skaber det bedste samarbejde mellem borgere med handicap og sagsbehandlere. Den viden kan passende sættes på dagsordenen i handicaprådene – både Det Centrale Handicapråd og de kommunale handicapråd, hvor både handicaporganisationer og kommuner er repræsenteret. Det kan give afsæt for at gennemføre organisatoriske forandringer i kommunerne.

Samtidig bør staten sætte forskningsressourcer ind på at forklare, hvor forskellene opstår i mødet mellem borger og sagsbehandler, og afdække vejene til det gode møde. Og det må også være en statslig opgave at understøtte kommunerne med den viden om handicap, de ikke alle sammen kan ligge inde med. Lige så vel som kommunerne har ansvar for rent faktisk at trække på den viden.

Både medarbejdere og borgere med handicap har en fælles interesse i, at relationen fungerer baseret på gensidig tillid. Og i lyset af resultaterne af undersøgelsen har vi en fælles ambition om at få borgere og professionelle mere på bølgelængde. I sidste ende handler det om mere livskvalitet og velfærd for pengene.

Tidens mantra er, at vi skal skabe løsningerne sammen – borgere og myndigheder. Det er vi enige i. Undersøgelsen bekræfter, at vi har et væsentligt stykke arbejde foran os.