Danmark som det sorte får

Af Arne Ditlevsen, redaktør LEV-bladet

 

 

 

Retten til eget hjem. Det er titlen på en rapport, som Nordens Velfærdscenter netop har udsendt. Rapporten beskriver boligsituationen for mennesker med udviklingshæmning i Sverige, Norge, Finland, Island og Danmark.

Der er en del ligheder mellem landene – både i den historiske udvikling og i den aktuelle situation. Men der er også rigtig mange forskelle. Danmark skiller sig ud som det land, hvor man efter årtier med gradvis af-institutionalisering igen er begyndt at bygge stort og institutionsagtigt til mennesker med udviklingshæmning.

”Forskellige typer af institutioner eksisterer stadig i Danmark, Finland og Island. Danmark har stadig visse institutioner, men har oven i købet visse nybyggede boenheder, der kan sammenlignes med institutioner [side 12].”

Rapporten beskriver den bekymring, der fra flere sider, blandt andre LEVs, er udtalt om den stigende tendens til, at kommunerne bygger store institutionsagtige boenheder til mennesker med udviklingshæmning. Samme bekymring findes i blandt andet Norge. Men det er i en helt anden målestok, og det er kendetegnende, at de nationale politikere i Norge har lyttet til advarslerne, og taget initiativer til at stoppe udviklingen. I Danmark, derimod, har den politiske reaktion på de udtrykte bekymringer været henvisninger til det kommunale selvstyre og noget, der mest af alt minder om ligegyldighed.

Rapporten viser, at der i kommunale danske botilbud i gennemsnit bor 15 personer, mens der i regionale bor 24 (der nævnes ikke sammenlignelige tal for de andre lande i rapporten). Men det er som nævnt gennemsnitstal. Rapporten har ikke lavet en opgørelse af de nye institutionslignende byggerier, men de tal som den danske regering selv har fremlagt, viser, at Danmark har en uændret høj andel af nye store byggerier siden 2006. En række eksempler, som LEV har bragt frem i debatten, illustrerer, hvilke konkrete byggerier vi taler om. I Rudersdal er man eksempelvis langt fremme i planlægningen af et botilbud til 80 personer, Viborg opførte i 2012 Katrinehaven, hvor der er plads til 60 personer, og Nyborg har opført et nyt byggeri med plads til 48 personer. Så udviklingen er tydelig i øjeblikket, selv om der selvfølgelig kan være lokale forskelle. Spørgsmålet er vel nærmest bare, hvor hurtigt udviklingen kommer til at gå.

Ureguleret
I Danmark er der ingen lovbestemte grænser for, hvor mange personer med udviklingshæmning, der må bo i et botilbud. Vi har ganske vist underskrevet FN’s Handicapkonvention, hvor der i artikel 19 står, at landene skal sikre, at ”personer med handicap har mulighed for at vælge deres bopæl, samt hvor og med hvem de vil bo, på lige fod med andre og ikke er forpligtet til at leve i en bestemt boform”. Hvad det i praksis vil sige, tolker bygherrerne, som typisk er kommuner, tilsyneladende efter eget forgodtbefindende.

Den løse tilgang til boenhedernes størrelse har betydet, at Danmark som det eneste af de nordiske lande for alvor har brudt med den af-institutionaliseringsproces, som startede i Danmark, Norge og Sverige tilbage i 60’erne, og som for alvor tog fart i 80’erne og 90’erne. Som bekendt blev åndssvageforsorgen nedlagt i 1980 og institutionsbegrebet blev officielt afskaffet i 1998, og boligstrukturen for mennesker med udviklingshæmning ændrede sig ganske markant i denne periode. Mange flyttede ud af de gamle anstalter til mindre bofællesskaber.

I Norge blev man klogere
I Norge og Sverige har man i stort omfang bibeholdt en boligstruktur, hvor de fleste udviklingshæmmede bor i mindre boenheder, selv om der har været udsving. Rapporten fortæller således, hvordan man i Norge fra omkring år 2000 og en række år frem vendte tilbage til institutionsagtig størrelse på nybyggeri til udviklingshæmmede. Blandt andet blev der i denne periode opført flere boenheder med plads til op til 40 personer på samme matrikel.

På grund af stigende kritik af ”omsorgsghettoerne” udarbejdede den norske regering i 2010 en hvidbog med en række holdninger til omsorgen for mennesker med udviklingshæmning. De konkrete løfter var ganske vist svære at få øje på, men den norske regerings hvidbog blev bakket op af konkrete anbefalinger fra den såkaldte ’Husbanken’.
Husbanken er en stor statslig organisation/etat og en vigtig boligsocial aktør i Norge, og dens anbefalinger er siden 2009, at der højst bør være fire-otte lejligheder i et bofællesskab.

Og effekten har været helt klar: Der bliver ikke opført nær så store institutionsbyggerier længere. Boenhederne er i visse tilfælde op til 20 personer, men det giver også anledning til store protester i Norge.

Klar svensk grænse
I Sverige har Socialstyrelsen tidligere foreskrevet, at boenheder skal omfatte tre-fem personer. Efter en dom i Regeringsrätten er disse anbefalinger nu ændret til højst seks personer.

”Det er ekstremt positivt at vide, at vi er lykkedes med at holde vores intentioner om ikke at bygge større botilbud, end loven tillader,” udtaler Riitta-Leena Karlsson, der er ombudsmand for mennesker med handicap i Stockholm, i rapporten. ”Men vi skal være på vagt og ikke give køb på disse krav. Vi hører med stigende styrke, at der bliver talt for at bygge større boenheder. Men der er en grund til, at loven er, som den er. Min rolle er stædigt at fastholde vigtigheden af, at personer med udviklingshæmning, ligesom alle andre, har en ret til en anstændig måde at bo på.”

Glidebane
Drivkraften bag tendenserne til genindførelse af store institutionslignende boliger er de samme i Sverige, Norge og Danmark. De kommunale og statslige planlæggere synes inficeret med en naiv og reelt udokumenteret tro på, at der kan høstes enorme stordriftsfordele. Der findes desuden en stærk myte om, at store institutioner forebygger ensomhed – og at fagligheden styrkes.

Jan Tøssebro, professor ved NTNU, institut for socialt arbejde og sundhedsvidenskab i Trondheim, fortæller i rapporten fra Nordens Velfærdscenter, om den norske udvikling, at de ansvarlige i kommunerne i starten af nullerne hævdede, at større boenheder var bedre, fordi mange angiveligt følte sig ensomme i de mindre boenheder. Store enheder ville angiveligt også tiltrække bedre uddannet personale og i det hele taget var det mere rentabelt at bygge stort. Og det er jo begrundelser, der vækker genklang i den danske debat. Problemet er bare, at det er forkerte argumenter: Jan Tøssebro siger:
”Men forskning viser, at det ikke er tilfældet. Mennesker med handicap føler sig ofte alene, men det har ikke noget at gøre med, hvordan de bor. Større enheder risikerer at gøre personalet mere passiv og tage mindre ansvar.” De finansielle aspekter af at bygge store enheder er i øvrigt uklare. Det er mest af alt et trosspørgsmål, siger Jan Tøssebro.

Ingen tager et nationalt politisk ansvar
I rapporten bliver forskellige aktører fra de nordiske lande interviewet, for at sætte nogle ord på den lokale udvikling. For Danmark er det Jesper Christensen, der er socialborgmester i København. Han fortæller om det store arbejde, man gør i København for at indhente efterslæbet i form af manglende og/eller utilstrækkelige boliger til mennesker med udviklingshæmning. Jesper Christensen slår fast, at ambitionen er at gå fra store boenheder til mindre. Som eksempel giver han den gamle anstalt Sundbyvang på Amager, hvor man deler boligerne op i mindre enheder – dog stadig med 30 til 70 beboere pr. enhed. ”Desuden integrerer vi disse løsninger ind i det ordinære boligområder, så at dem, der bor der, bliver mere inkluderet i samfundet.”

I forhold til kritikken af re-institutionalisering, mener Jesper Christensen ikke, at der er grund til uro. I København er man godt nok ved at opgive de helt små boenheder til fordel for lidt større, men det er for at sikre bedre service, kompetencer og ansatte. Det betyder bare ikke, at der er nogen afvigelse fra den generelle ambition om, at alle, der ønsker det, skal kunne leve i deres egen bolig i et integreret område og have adgang til både fællesskab og privatliv.

LEVs landsformand, Sytter Kristensen, er ikke overrasket over det billede, der tegnes af situationen i de forskellige nordiske lande.
– Danmark springer i øjnene som klassens sorte får. Her er udviklingen for alvor ved at løbe af sporet med byggerier, der meste af alt minder om de gamle anstalter i en opdateret udgave. Det er også derfor, vi i LEV de senere år har rendt de nationale politikere på dørene med opfordringer til at gribe ind over for kommunernes byggerier af denne art.
– Det er kendetegnende, at det nationale politiske niveau i Sverige og Norge tager ansvar for udviklingen. I Danmark, derimod, sidder skiftende socialministre og boligministre på hænderne, mens de sludrer løs om varieret boligudbud og respekt for det kommunale selvstyre. Historien vil dømme disse politikere hårdt som ansvarlige for en udvikling, der fik lov at løbe løbsk.

Artikel fra LEV , maj 2015