Danskere for store til japanske baderobboter
Danskernes kroppe er generelt for store til japanske baderobotter. Det konkluderer et plejecenter i Horsens efter at have testet en automatisk badekabine gennem en længere periode.
– Vi har oplevet en række udfordringer ved afprøvningen af badekabinen. For eksempel har det vist sig, at en del testpersoner simpelthen er for store til, at de kan vendes og drejes på lejet for at få tøj af og på, fortæller områdeleder i Horsens Kommune Lene Offersen.
Badekabinen er beregnet til liggende bad, men det smalle leje har undervejs gjort flere af beboerne utrygge.
– De er bange for at falde ud i forbindelse med vendinger før og efter badet. Vi har forsøgt at gøre lejet mere sikkert ved at opsætte sengeheste. Det har fjernet følelsen af utryghed, men har på samme tid begrænset anvendelsen for de største af vores brugere, siger hun.
Den japanske baderobot har været på prøve i et års tid på Plejecenter Præstehøjgården i Horsens, og den har ifølge Lene Offersen budt på både positive og negative oplevelser.
– De beboere, som har kunnet bruge den, har fået en større følelse af selvhjulpenhed, bedre trivsel samt højere livskvalitet, påpeger hun.
Også plejepersonalet har kunnet mærke badekabinens positive effekt på deres fysiske arbejdsmiljø. Færre oplever for eksempel belastninger af deres krop ved brugen af den.
– Selve afprøvningen af badekabinen er nu slut, men indsatsen fortsætter på den måde, at vi er klar til at fortælle andre interesserede om vores erfaringer.Badekabinen vil dog stadig dagligt blive anvendt til borgerne i daghjemmet på Præstehøjgården, siger Lene Offersen. •