Skårup: Rose Marie Olsen er fra Jylland, langt ovre nordvestpå i Thy, hvor indre mission fylder noget i landskabet.

Det var nu ikke det gudelige, der lagde omsorgs-gen til Rose Olsen, så hun i en menneskealder har taget sig af nogle af de allersvageste i samfundet – de udviklingshæmmede.

Tværtimod synes hun, at det hun fik med sig fra det fattige og noget enfoldige missionske hjem var misundelse, misundelse over at andre havde mere end hun, konstaterer hun usentimentalt.

Til gengæld var det så stærk en drivkraft, at den hurtigt sendte hende ud i verden, for selv om hendes far ikke mente, hun behøvede at uddanne sig, for “hun skulle jo bare giftes” – ønskede hun sig en kuffert til sin konfirmation, fik den, pakkede den og rejste hjemmefra.

Såmænd bare til Esbjerg, men det var en verden til forskel fra hjemmet i Thy, her var jazzklubber, dans og mennesker med et ganske anderledes syn på tilværelsen end det hjemlige missionske.

En tid arbejdede hun som syerske i det boomende uldjydeland ved Herning og holdt gode akkorder. Om aftenen underholdt hun og de andre syersker sig med byens mange handelsrejsende.

– Men det var der ikke meget perspektiv i, i weekenden tog de jo hjem til deres koner, konstaterer Rose Olsen.

Måske slog misundelsen eller ambitionen til, og Rose Olsen begyndte at læse til pædagog.

Rose Olsen kalder en spade for en spade, men hun er ikke ufølsom – hjerte har hun for de mennesker, der ikke selv råber op. Og der skal formodentlig en “kritisk, provokerende, uroskabende person, der ikke kender sine kompetencer”, som der stod i hende første skudsmål, til at skaffe opmærksomhed til psykisk handicappede, for det er her hun har sat sine spor gennem 40 års arbejde.

Sin lederkarriere begyndte hun på det gamle Elleruphus i Egebjerg Kommune i 1993.

Her opdagede hun, hvordan små greb kunne ændre store ting i de gamle beboeres liv. Som eksempelvis livlige farver i gange og indgangspartier, der skabte glæde og begejstring blandt beboerne, så det, der var tænkt som et begrænset indslag på fællesarealerne, spredte sig til beboerne, der gerne sagde farvel og tak til alt det brune gammeldags, de levede i.

Det farverige førte hun med til Vestereng i Skårup, da Fyns Amt besluttede at lukke den noget utidssvarende institution. Mange begræd det og protesterede.

– Men det var en rigtig beslutning, de handicappede skal ikke gemmes væk langt ude på landet, i dag går der ikke engang en bus derud, siger Rose Olsen.

 

Utraditionel tankegang

Hun har i sin tid som leder forsøgt at trække ny viden og utraditionel tankegang ind i sit arbejde. Som da en sociolog observerede det pædagogiske arbejde på Vestereng.

– Hun konkluderede, at vi ikke ville tage stilling. Vi hjalp de gamle, gav dem talrige valg, men ville ikke tage stilling. Det er netop nødvendigt at hjælpe de handicappede, der spiser for meget, til at passe deres sukkersyge for eksempel, til gengæld mener jeg, at de selv må bestemme, om de vil have tyve eksemplarer af deres yndlings-cd, hvis det er det, der gør dem glade, siger hun.

Vestereng er også leverandør til VISO, den nationale Videns- og Specialrådgivningsorganisation, der rådgiver kommuner, borgere og institutioner. Rose Olsen modtog i 2007 Bank-Mikkelsen prisen for sit arbejde på Vestereng. Siden har hun fået flere cheftitler for andre institutioner i Svendborg Kommune sammen med jobbet på Vestereng.

Hun er ked af de nye strukturer, der er indført med den seneste kommunalreform, fordi hun mener, at der går megen viden tabt ved amternes nedlæggelse.

Når kommunerne selv skal klare opgaverne, mangler der udveksling på tværs af kommunegrænser.

Måske derfor synes hun, det kan være på tide, at der kommer nye til som ledere af området, selv om hun forventer, at hun skal øve sig lidt på at være ude af arbejdsmarkedet. Til gengæld håber hun, at få mere tid til teater, bøger og børnebørn.

– Folk har spurgt, om jeg stadig vil rejse rundt og holde foredrag. Men nej, det er jo mit arbejde, jeg holder foredrag om, og det stopper jo nu, siger hun.