Finanslov og satspulje – fokus på psykiatrien

Personer med en psykisk sygdom blev langt om længe ligestillet med personer med en fysisk sygdom i forbindelse med aftalen om regionernes økonomi for 2014. Der er dog stadig mange udfordringer at tage fat på.

Personer med en psykisk sygdom blev langt om længe ligestillet med personer med en fysisk sygdom, da regeringen og regionerne blev enige om at indføre en udrednings- og behandlingsret i psykiatrien i forbindelse med aftalen om regionernes økonomi for 2014.

Men der er stadig mange andre udfordringer, og i oktober kom psykiatriudvalget med rapporten ”En moderne, åben og inkluderende indsats for mennesker med psykiske lidelser”. Rapporten indeholder en række anbefalinger til udvikling og styrkelse af indsatsen på området, og DH er glade for, at regeringen med finansloven og aftalen om udmøntning af satspuljen for 2014 nu følger op på rapporten.

410 mio. kr. i alt i 2014-2017 i satspuljeaftalen og 50 mio. kr. årligt samt 100 mio. kr. i 2014 til en ekstra anlægsindsats med finansloven. Det giver ikke mulighed for at løfte alle de væsentlige udfordringer, som udvalget pegede på, men det er dog et skridt i den rigtige retning. Fokus for de prioriterede indsatser ligger inden for 5 temaer: en hurtig og sammenhængende indsats, brugere og pårørende som en ressource i indsatsen, høj kvalitet i indsatsen gennem dokumentation og viden, mindre tvang og magtanvendelse samt sundhed og forebyggelse.

Aftalernes gode elementer 

Der er også andre gode elementer i aftalerne, bl.a. på beskæftigelsesområdet, hvor Landsforeningen LEV kan videreføre deres succesfulde indsats med KLAP III og sikre endnu flere mennesker med funktionsnedsættelse adgang til arbejdsmarkedet.

Der er også afsat 7,0 mio. kr. årligt i 2014-2016 til en pulje til initiativer, der skal fremme beskæftigelsen for personer med handicap. På sundhedsområdet er der bl.a. 15 mio. kr. i 2014 til en styrket indsats på skleroseområdet, og på det sociale område er der afsat i alt 94,1 mio. kr. over 4 år til handicapområdet. Det er bl.a. til en task force, mestringskurser til personer med udviklingshæmning, mestringsstøtte til familier, videreførsel af den rådgivende og vejledende indsats på tilgængelighedsområdet hos Statens Byggeforskningsinstitut (SBi), mm.

Her kunne man dog godt have ønsket sig en mere klar og effektiv prioritering i forhold til de udeståender, som regeringen selv sætter fokus på i sin handlingsplan på handicapområdet, jf. bl.a. at SBi’s indsats blev reddet, men at bevillingen til SBi er mindre end tidligere.

Se finanslovsaftale og aftale om udmøntning af satspuljen for 2014 her .