Følger kommunerne klagesystemets afgørelser?

Ny undersøgelse foretaget af Ankestyrelsen ser på kommunernes opfølgning på nævnets afgørelser i udvalgte ydelser på voksenområdet. Undersøgelsen viser, at der i de udvalgte områder er 11 % af sagerne, hvor der er gået mere end 3 måneder før kommunen har truffet ny afgørelse efter en klagesag. Det vækker bekymring hos DH.

Ankestyrelsens undersøgelse viser at i 11 % af sagerne venter borgeren i over 3 måneder på at få det, de har krav på. Det er ikke godt nok mener DH. Det betyder, at man kan gå rundt uden den hjælp og støtte, man har behov for i flere måneder.  Og så er det endda kun et begrænset område af serviceloven, som er undersøgt. Det vil sige, at problemet kan være endnu større.

Undersøgelsen blev iværksat på baggrund af en Forespørgselsdebat i Folketinget i februar 2013. Ankestyrelsen har undersøgt kommunernes efterlevelse af de sociale nævns afgørelser i 2012. Metoden til at undersøge dette, har været at se på om kommunerne har handlet på baggrund af nævnenes afgørelser inden for en rimelig tid. Undersøgelsen siger dermed noget om, hvor hurtige kommunerne er til at følge op på nævnenes afgørelser. Men den siger ikke noget om indholdet af det, som kommunen iværksætter. Fokus har været på de sager, hvor de sociale nævn enten har ophævet eller ændret på kommunernes afgørelser. I 2012 blev der truffet 1364 afgørelser i de sociale nævn. Ud af dem blev 145 ophævet eller ændret. Ankestyrelsens undersøgelse omfatter 131 af disse 145 sager.

Sagerne drejer sig om en begrænset del af bestemmelser inden for serviceloven.Den største gruppe afgørelser, som indgår i undersøgelsen, handler om personlig og praktisk hjælp efter servicelovens § 83 (39 procent), socialpædagogisk bistand efter servicelovens § 85 (24 procent) og borgerstyret personlig assistance efter servicelovens § 96 (12 procent). Det er værd at nævne, at Ankestyrelsen ikke har medtaget sager om midlertidige eller længerevarende botilbud i deres undersøgelse.

Undersøgelsen viser, at kommunerne har iværksat handling på baggrund af nævnets afgørelse inden for en måned i 69 procent af de undersøgte afgørelser. I 19 procent af afgørelserne har kommunen haft en sagsbehandlingstid på 1 til 3 måneder. I 11 procent af afgørelserne er der gået mere end 3 måneder, før borgeren har modtaget den hjælp, som det sociale nævn har truffet afgørelse om.

DH mener, at mere end 3 måneders ventetid på noget, som man har krav på, er alt for længe. Der er tale om hjælp og støtte, der er helt essentiel for den enkelte borgers hverdag. Derudover er det vanskeligt at konkludere noget om retssikkerhedstilstanden generelt på baggrund af undersøgelsen. Undersøgelsen siger ikke noget om indholdet af hjælpen eller kvaliteten af sagsbehandlingen.Ligesom undersøgelsen ikke har medtaget væsentlige områder i serviceloven som f.eks. botilbudsområdet, hjælpemidler eller merudgifter. Undersøgelsen viser heller ikke noget om, hvor længe kommunerne er om at behandle hjemviste sager, som ikke er blevet ophævet eller ændret af nævnene. Det er et stort problem, da man så ikke kan sige noget om hvorvidt kommunerne følger nævnenes anvisninger i disse sager, hvor borgere ofte venter i meget lang tid på genbehandling af deres sag og dermed kan risikere at gå i lang tid uden den nødvendige hjælp og støtte.

Læs Ankestyrelsens undersøgelse her.