Høringssvar vedr. ny STU ordning

Indledningsvist vil DH gerne slå fast, at alle unge med særlige behov, der kan være i det ordinære uddannelsessystem med den nødvendige støtte, skal være i det ordinære uddannelsessystem. Det er en del af et inkluderende uddannelsessystem, som Danmark med FN’s Handicapkonvention har forpligtet sig til at sikre. En fortsat vækst i antallet af elever, der benytter Den Særligt Tilrettelagte Ungdomsuddannelse (STU) må derfor vække bekymring, da det kan være udtryk for en manglende villighed og evne i det ordinære uddannelsessystem til at inkludere elever med særlige behov. DH mener derfor, at udviklingen i antallet af elever, der benytter STU skal følges meget nøje.

Et uddannelsestilbud, som den særligt tilrettelagte ungdomsuddannelse, er således forbeholdt unge med særlige behov, der på ikke, uanset støtte, kan gennemføre en uddannelse i det ordinære uddannelsessystem. Der er for DH ingen tvivl om, at der i dag er unge, der kunne have været inkluderet i det ordinære uddannelsessystem, som går på en STU. Det er uacceptabelt, og det problem må lovgivningen adressere. DH mener, at der er behov for en dialog om, hvad det indebærer, når der er tale om at følge en ordinær uddannelse med massiv støtte, og ikke mindst de enkelte uddannelsessteders forpligtelse til at sikre, at den unge får den fornødne specialpædagogiske støtte og fleksibilitet i uddannelsen. Endvidere er der behov for at få belyst, hvordan en kommende fleksuddannelse skal spille sammen med henholdsvis det ordinære system og den særligt tilrettelagte ungdomsuddannelse.

Det fremgår af de almindelige bemærkninger til lovforslaget, at de kommunale forvaltninger i Epinions undersøgelse stiller spørgsmålstegn ved, om man reelt kan tale om et uddannelsesforløb for de mere plejekrævende elever, og om det i virkeligheden er i den unges bedste interesse. Til dette må DH en gang for alle slå fast, at alle mennesker kan lære og udvikle sig – også ”de mere plejekrævende elever”. Det er en rettighed, der er formuleret i FN’s Handicapkonvention, ligesom Salamanca-erklæringen slår fast, at ingen er uunderviselige. Det er alene et spørgsmål om, at de rette lærerkvalifikationer er til stede. Og selvfølgelig skal og kan et uddannelsesforløb tilrettelægges, så den unge kan udvikle sit potentiale bedst muligt, hvilket vil være i den unges bedste interesse.DH er gerne behjælpelig med at vise sådanne individuelle uddannelsesplaner.

Endelig vil DH indledningsvist fremhæve, at vi finder det særdeles kritisabelt, at grundlaget for lovrevisionen, Epinions ”Evaluering af STU, 2012” først er offentliggjort langt inde i høringsfasen, og få dage inden høringsfristen udløber, når denne undersøgelse netop udgør selve analysegrundlaget for lovrevisionen.

Spørgsmålet om afgrænsningen af målgruppen for STU, mener DH er helt afgørende. Det er positivt, at der i loven ikke er nogen såkaldt ”nedre grænse” for, om en ung kan få et STU-forløb.

DH vil dog påpege, at formuleringen i bemærkningerne til lovforslaget, afsnit 1.2.2 om, at ”normalt begavede unge som udgangspunkt skal inkluderes i de ordinære ungdomsuddannelser, uanset deres fysiske eller psykiske handicap” er problematisk. Adgangen til et STU-forløb må bero på, at der ikke kan etableres et uddannelsesforløb for den unge med særlige behov inden for normalrammerne, end ikke med en massiv indsats af specialpædagogiske foranstaltninger. Dette er ikke nødvendigvis et spørgsmål om den målte intelligens, idet der kan være andre karakteristika ved en funktionsnedsættelse, der betyder, at den unge ikke vil kunne gennemføre en ordinær ungdomsuddannelse, og som derfor skal have mulighed for at få et individuelt tilrettelagt uddannelsesforløb indenfor rammerne af den særligt tilrettelagte ungdomsuddannelse (eller måske den kommende fleksuddannelse).Visitationen til et STU-forløb må naturligvis baseres på en helhedsvurdering af den unges særlige behov og de uddannelsesmæssige muligheder, der er til stede, og på den baggrund mener DH, at ovenstående formulering er uhensigtsmæssig.

Tilsvarende er der spørgsmålet om, om der er en ”øvre grænse” for målgruppen, og her er DH som nævnt i indledningen, enig i, at alle unge, der med den relevante støtte, overhovedet kan gennemføre en ordinær ungdomsuddannelse, hører hjemme i det ordinære ungdomsuddannelsessystem og ikke på et STU-forløb. Derfor er der behov for, at de almindelige ungdomsuddannelser, gennem praktiske forløb, udvikler sig til bedre at kunne inkludere unge med særlige behov.

DH har en stor bekymring for, at det ordinære uddannelsessystem mangler vilje og/eller evne til at inkludere unge med særlige behov, og så længe, at det er omkostningsfrit, er der ikke noget incitament for uddannelsesstederne til at inkludere unge med særlige behov, hvis det er for besværligt. Resultatet er, at der er elever, der går på et STU-forløb, men som i virkeligheden kunne – og derfor burde – være i det ordinære uddannelsessystem med den nødvendige specialpædagogiske støtte. Eksempelvis har DH viden om, at nogle kommuner uden tøven har tilbudt et STU-forløb til unge med synshandicap, alene med baggrund i deres synshandicap, i stedet for at støtte op om, at den unge kan blive inkluderet i det almindelige uddannelsessystem, fx med rådgivning fra Instituttet for Blinde og Svagsynede.

Det er dybt problematisk. For unge mennesker, der har forudsætningerne, er der på længere sigt et større perspektiv i at tage en kompetencegivende ungdomsuddannelse og der hviler derfor et stort ansvar på de UU-vejledere, der skal vejlede de unge om at vælge den rette uddannelsesvej. Det er således helt afgørende, at det sikres, at UU vejlederne er fagligt klædt på til at kunne give kvalificeret vejledning til unge med særlige behov.

Der synes at være et behov for en anden metodisk tilgang til at afgrænse målgruppen til STU samt sikre, at det er det rette undervisningstilbud og den korrekte uddannelsesplan til den enkelte elev. DH vedkender sig, at der er tale om elever med mange forskellige og ofte komplekse forudsætninger, men mener trods alt, at det bør være muligt at finde frem til en anden metodisk tilgang, der kan sikre kvaliteten i forhold til den enkelte og samtidig bidrage til kvalitetsudvikling på området generelt.

DH anbefaler, at der med inspiration fra sundhedsområdets kliniske retningslinjer og forløbsbeskrivelser, gennemføres forsøg med udvikling af en slags stratificeringsmodel med henblik på at kunne inddele målgruppen i et antal overordnede grupperinger med nogle generelle forventede forløb med et konkret indhold. Det er næppe muligt at lave nogle simple grupperinger, som klart omfatter alle unge indenfor STU, men det vil sandsynligvis blive lettere at matche den enkeltes unikke behov indenfor rammerne af de uddannelsestilbud, at der er til stede, hvorfor det må forventes, at kun et fåtal vil have behov for helt særlige løsninger udenfor de uddannelsestilbud, der allerede eksisterer.

Formålet skal være at støtte kommunerne, UU-vejlederne og andre, når det gælder visitering og valg af uddannelsestilbud. Samtidig må det forventes, at de enkelte uddannelsestilbud vil udvikle sig i forhold til de enkelte grupperinger – og med en meget mere klar profil, der gør det lettere at finde frem til det rette uddannelsestilbud. Og den enkelte uddannelsesplan vil blive mere præcis ved at blive målt i forhold til andre indenfor en sammenlignelig gruppering.

DH oplever, at UU vejlederne ofte ikke har viden nok om mennesker med handicap og specialiserede behov. Der er et stort behov for opkvalificering af vejledningen og klarere retningslinjer for, hvad UU vejledernes opgave er, fx i form af en vejledning. Manglende kompetencer og uklare retningslinjer medfører bl.a. at gråzonen mellem hvornår en ung skal på STU og hvornår en ung kan gennemføre en ordinær uddannelse med støtte, bliver større end nødvendigt og at uddannelsesplanernes kvalitet er for ringe. DH anbefaler, at der sker en opfølgning på EVA’s evaluering af vejledningsindsatsen fra 2007: ”Vejledning om valg af uddannelse og erhverv”. I de almindelige bemærkninger til loven fremgår det, at kommunalbestyrelsen bør have mulighed for at frit at træffe beslutning om, hvor vejledningen vedr. unge med særlige behov skal forankres. DH er bekymret for at en flytning af denne opgave vil medføre en yderligere udvanding af viden om handicap. For at sikre den enkelte unge det bedst mulige tilbud, skal det sikres, at vejledningsopgaven er forankret hos en uvildig aktør, der ikke har en selvstændig (økonomisk som forretningsmæssig) interesse i et bestemt forløb eller indhold i et STU-forløb.

DH mener, at der er stort behov for at der stilles krav til udbyderne af STU. Det er problematisk, at alle kan blive udbydere – også uden kvalifikationer.. DH oplever, at kommunerne ikke stiller krav til udbyderne og den kvalitet, der leveres. Dette medfører meget svingene kvalitet i tilbuddene og DH får tilbagemeldinger fra baglandet om manglende fagligt indhold i uddannelsen.Dertil kommer, at manglende krav til udbyderne af STU også har medført en uigennemskuelig prisfastsættelse. Der er derfor behov for, at der sker en opstramning på dette område.

DH ser en tendens til, at uddannelsesforløbene organiseres som pakkeløsninger, hvilket ikke giver plads til den individuelle tilrettelæggelse, der ellers er udgangspunktet for STU. Det er problematisk at der visiteres til standardiserede STU-forløb, som unge placeres i uden at der tages tilstrækkeligt højde for den unges behov. DH oplever, at unge falder fra, fordi de ikke ”passer ind” i standardpakken.

En anden konsekvens ved de standardiserede forløb er, at undervisningen ikke tager udgangspunkt i hvordan kompetencen skal bruges i det senere livsforløb.Et eksempel er bo-undervisning, der nogle steder foregår mellem 9-16, hvilket er urealistisk i forhold til den virkelige verden. Undervisning skal kunne foregå ud over almindelig undervisningstid.

Såfremt uddannelsen organiseres i linjer, skal linjerne ikke være opdelt ud fra handicap, men ud fra interesser. Det skal fortsat være individet der definere sammensætningen af uddannelsen, ikke uddannelsesinstitutionen der definerer uddannelsen. Praksis mangler at vise, at det er muligt at plukke ud ift., hvad der passer til den enkelte.

Endelig vil DH gerne opfordre til, at man benytter denne revision af loven til samtidigt at fjerne den åbenlyse uretfærdige forskelsbehandling af unge med kontanthjælp som forsørgelsesgrundlag, der er tvunget til at bruge en eventuel børneopsparing/formue, for at få kontanthjælp. Det er diskriminerende, at gruppen af de allersvageste unge stilles meget ringere end andre unge i uddannelse. Der er i det hele taget meget stor forskel på unge på STU’s vilkår. Vi ser frem til, at dette bliver løst i regi af beskæftigelsesministeriet som led i kontanthjælpsreformen. DH har udarbejdet en forsørgelsesmodel for unge på STU, som vi mener, bør indgå i revisionen af loven.

http://www.handicap.dk/handicap/nyheder/dokumenter/politikpapirer/dhs-model-for-forsoergelse-paa-den-saerligt-tilrettelagte-ungdomsuddannelse

DH vil klart fraråde at give hjemmel til at kommunalbestyrelsen kan beslutte at afbryde den unges uddannelse. Hvis den unge er i målgruppen, har vedkommende et retskrav på en ungdomsuddannelse. Det skal en kommunalbestyrelse ikke kunne fratage. Det er på ingen måde tilstrækkeligt at give den unge klageadgang over en afgørelse. Det kan tage flere måneder af få en sag afgjort. I mellemtiden er den unge ladt i stikken. Der kan være mange årsager til, at den unge ikke ”deltager aktivt i uddannelsesforløbet”. Fravær kan fx skyldes sygdom/handicap eller følger heraf, indlæggelse eller behandling/genoptræning. Det kan også skyldes at den unge på grund af kognitive vanskeligheder kan have brug for en pause fra studiet. Og det kan skyldes, at uddannelsen ikke matcher den unges behov og forudsætninger, hvorfor den unge ikke møder frem. I stedet for at afbryde uddannelsesforløbet på den baggrund, er der i stedet behov for at gå i dialog med den unge og dennes forældre og eventuelt på baggrund heraf justere uddannelsens indhold.

DH vil hermed henlede opmærksomheden på, at børn og unge med handicap har ret til at komme til orde og udtrykke deres synspunkter om, hvad de synes er bedst for dem i alle forhold, der vedrører dem. Den unges synspunkter skal tillægges passende vægt i overensstemmelse med den unges alder og modenhed.Denne rettighed er formuleret i FN’s Handicapkonvention, artikel 7.3. I den forbindelse mener DH, at der er behov for en bedre vejledning i forhold til inddragelse af den unge og pårørende i forbindelse med uddannelsesplanen og tilrettelæggelsen af uddannelsen. Der er brug for en beskrivelse af hvad det betyder at inddrage den unge, da der er alt for store variationer i forhold til inddragelse. Alle institutioner og myndigheder omkring den unge skal sikre, at denne rettighed virkeliggøres og skal derfor have pligt til at facilitere, at den unge kan udtrykke sine synspunkter. I den forbindelse er der behov for en praktisk fortolkning af forpligtelsen til at stille handicapkompenserende støtte til rådighed for at udtrykke egen holdning.

Der skal sikres en bedre kvalitet i uddannelsesplanerne. Kvaliteten af uddannelsesplanerne er i dag meget svingene. Den individuelle uddannelsesplan er ofte for dårlig, idet den ikke opsætter individuelle, progredierende, langsigtede og evaluerbare mål for eleven og heller ikke skitserer en rød tråd i uddannelsesforløbet. Der er behov for en ordentlig uddannelsesplan for at sikre at uddannelsen er tilpasset den enkeltes behov og beskriver en fortsat progression og udvikling af kompetencer. DH mener, at der skal stilles krav til omfang og brugen af metode i uddannelsesplanen.

Det er et problem, at der ikke er en sanktionsmulighed, hvis den unge ikke har en uddannelsesplan. Det betyder, at unge kan starte et STU-forløb uden en uddannelsesplan. DH mener derfor, at der bør være sanktioner overfor kommunerne ved manglende uddannelsesplan. Hertil kommer, at der mangler en tilsynsforpligtelse i forhold til udarbejdelsen af uddannelsesplanen, samt planens kvalitet.

DH mener, at der bør indføres et begreb som ”forlagt undervisning”, som indebærer, at undervisningen kan forlægges et andet sted end en skole, fx på en arbejdsplads, for at gøre undervisningen nærværende og konkret, men dog uden at der er tale om praktik. Der skelnes her mellem undervisning, som er et planlagt forløb, der skal være progredierende og evaluerbart, mens et praktikforløb kan anvendes til selvstændig demonstration af de erhvervede færdigheder.

DH mener, at dette skal udgå af lovforslaget. Se bemærkning til § 2, stk.1. 1. pkt.

Venlig hilsen

Stig Langvad

Formand for Danske Handicaporganisationer