Husk nu at lytte til os!

Vi er alle individuelle mennesker, men kommunerne behandler os som én stor gruppe.

Vi vil ikke leve i en parallelverden, vi vil leve ligesom alle andre, dog på den betingelse, at vi får den hjælp, vi har brug for.

Det, vi synes, der er vigtigt, er, at kommunerne, politikerne og dem, der bestemmer, snakker med os og ikke om os. Når der sker nye ting på socialområdet, siger de, der bestemmer tit, at de har spurgt os ad, men det er ikke altid, at de har det. De tror, de ved, hvad der er bedst for os, men de er nødt til at snakke med os og lytte til os først, så de kan finde ud af, hvad vores behov er.

Det, vi arbejder allermest med i ULF, er selv – og medbestemmelse. Det vil sige, at vi udviklingshæmmede selv er med til at bestemme over vores eget liv, for eksempel hvor vi skal bo, hvor vi skal arbejde, hvordan vi vil bruge vores penge osv. Det har vi ret til, og det kan man læse om i Handicapkonventionen. Men det er ikke altid, det bliver respekteret.

Vi oplever også mange besparelser, blandt andet på ledsagelse og pædagogstøtte. Besparelserne sker hen over hovedet på os, og de rammer os hårdt. Kommunerne spørger ikke borgerne, de gør det bare.

Det er, som om pengene kommer i første række, og borgeren kommer i anden række.

For at værne om udviklingshæmmedes selv – og medbestemmelse foreslår vi, at handle – og betalingskommune fremover skal være den samme kommune. Det er sådan i dag, at den kommune man er født i, er den kommune, hvor man har en sagsbehandler tilknyttet. Samtidig er det den kommune, der træffer beslutninger på ens vegne, men man kan slet ikke stemme i den pågældende kommune, hvis man har bopæl i en anden kommune.

Det, synes vi, er uretfærdigt, og det bør laves om, så det fremover er den kommune, man bor i, der er både handle – og betalingskommune, og er den kommune, hvor man kan stemme. For det er i den kommune, man færdes i til dagligt, og hvor man har sit liv.

Nogle af vores medlemmer er desuden psykisk sårbare. De har det rigtigt svært, og vi oplever, at de ikke altid får en ordentlig behandling. De kæmper med at få en plads i samfundet, og flere af dem vil gerne have et arbejde på det ordinære arbejdsmarked, men kan ikke få det. De vil gerne leve på lige fod med alle andre, men de føler sig ikke ordentligt velkomne.

Af Lisbeth Jensen, formand for Udviklingshæmmedes Landsforbund (ULF)