En gruppe ledere indenfor social- og omsorgssektoren havde booket mig til et arrangement, hvor vi sammen skulle blive klogere på fremtidens offentlige sektor.

“Er det ok, at vi starter med at blive enige om det fundamentale”, spurgte jeg: “I fremtiden skal vi gøre noget bedre, for flere mennesker for færre ressourcer, er I enige i det?”. Alle nikkede med alvorlige og dog optimistiske ansigter. Det der udtryk folk har, når de har tumlet med en kryds-og-tværs og de forløsende ord endeligt indfinder sig. Frustreret lettelse – ligesom patienter føler en stor lettelse ved at få en diagnose – man bliver ikke rask af det, men man får bedre greb om, hvad der er galt, og hvad man kan gøre ved det. På samme måde virkede det på mit publikum som om stemningen mellem dem ændrede sig. Vi fik et fælles greb om problematikken. De rettede sig lidt op, nogle smilede til hinanden, andre fokuserede med en hel anden interesse på mig. Så gik projektoren ud…

You had us at “hello ”

Budskabet til mig, når jeg er i kontakt med det offentlige er helt tydeligt. “Godt så – ikke mere men bedre. Den er vi med på. Fortæl os så hvad det er, vi skal gøre”.

Og det med hvad man skal gøre – eller i hvert fald, hvor man skal starte – skal jeg nok vende tilbage til, men først lidt om det såkaldte dobbelte sociale system i den offentlige sektor. I mit job har jeg den store fordel, at jeg kommer rigtig meget rundt i Danmark og møder alle mulige forskellige mennesker. Det er muligt, at det er fordi de gemmer sig når jeg kommer, men langt – langt – hovedparten af de mennesker jeg møder forekommer mig dedikerede, godhjertede og ekstremt villige til at samarbejde.

Prøv lige at tænke over dette: det er i Moder Naturs tidsregning ca. 10 minutter siden vi kravlede ned fra træerne. Tyranossaurus Rex levede i 350 mio år uden at finde på ret meget andet end at æde, dræbe og parre sig, mens vi i vores ti minutter har fundet på stammesamfund, hulemalerier, sprog, historiefortælling, ploven, krudtet, demokrati, mikrochips, containertransport, andelsbevægelse, mobiltelefoner, reality tv, charterferier, digital læring, internet, underbukser og meget, meget, meget, meget, meget mere. No wonder at vi lige nu sidder og tænker: “hold da kæft, der er godt nok meget at forholde sig til”.

Som uddannet biolog er jeg fuld af forundring over, at mennesker kan komme op om morgenen og på arbejde uden at have slået nogen ned eller stjålet noget på vejen. Og ud over alt det rent basale, skal vi så også forholde os til finanskrise, ældrebyrde, omsorgssvigt, velfærstab, konkurrenceevne, nye standarder osv. osv. osv.

Hvis vi fortsætter som vi plejer – bare laver MERE – så braser hele lortet sammen. Vi skal ændre vores måde at tænke på RADIKALT – så vi tænker, arbejder og måler i begreber der har noget med BEDRE at gøre. Det er lidt ligesom i et eventyr, hvor helten og heltinden kæmper mod det onde, men jo mere de kæmper jo mere vokser det de kæmper mod. Det er først når det klikker for dem – ofte der hvor det ser aller sortest ud og den kække løsning prøves af – at de sejrer.

MERE: tid, penge, produktivitet, højde, længde, antal (effektivitet)
BEDRE: at have en positiv påvirkning på andere menneskers liv (effekt)

MERE LÆGEN: udfører mange operationer pr. tidsenhed og holder sine omkostninger ned. Mere lægen har sygdom i centrum.
BEDRE LÆGEN: har en høj helbredelsesprocent, og sparer derfor samfundet for store følgeomkostninger. BEDRE lægen samarbejder med det omkringliggende samfund og har patienten i centrum. En vigtig ting som BEDRE lægen måles (monitoreres) på er relationer.

MERE PRÆSTEN sidder i kirken og skriver på en fængende prædiken, så han kan få flere kunder i biksen.
BEDRE PRÆSTEN har lavet et samarbejde med lægen, socialpædagogen, læreren og kommunen og bruger ellers det meste af sin tid på f.eks. at sørge for at de par han har viet ikke bliver skilt, når de får små børn.

MERE KOMMUNEN: spytter den ene rapport og analyse ud efter den anden, bruger over halvdelen af tiden indenfor kommunens vægge, og overvejer at ansætte flere jurister så cheferne ikke får deres røv i klemme, hvis de kommer til at træffe de forkerte beslutninger.
BEDRE KOMMUNEN: sidder og griner og siger “hahaha, kan I huske dengang en kommune var et sted – en bygning af sten, hvor vi sad og lavede “borgerservice”. Hvor er det sjovt – nu er en kommune jo det område, vi alle har valgt at bosætte os i, og som vi naturligvis føler og forpligtede til at give mere til end vi regner med at få igen. Kommunen er vores “omsorgsfulde fællesskab”, og med vores mobile teknologier kan vi cykle rundt og tilbringe tid sammen med borgerne, aktivere, inspirere og etablere de løsninger, som borgerne ønsker sig.

Det er ikke svært 

Det er ikke svært, men det kræver en ekstraordinært stor præstation. Det kræver mod at sige “stop – ikke mere, kun bedre”. Men det er det du skal sige. Du skal kæmpe for retten til at udføre dit arbejde. Du skal måle din succes på, hvor meget du evner at påvirke andre menneskers liv positivt. Du skal turde sige til de andre led i kæden “jeg beklager, men jeg kan simpelthen ikke se hvor denne lov, regel, rapport, direktiv eller hvad det nu er, skaber værdi for os i vores arbejde. Du er nødt til at komme tilbage med noget der er konkret brugbart og handlingsorenteret og som ikke bare er mere men bedre”.

For det er alle os velmenende veluddannede akademikere der er problemet. Det er alle os, der har taget en uddannelse der nok tillader én at sætte mange kloge ord sammen i en lang sætning, men vi evner ikke at slå en søm i en væg uden at bøje hammeren. Vi gider godt bruge 6 måneder på at skrive føljeton om hvordan man på et plejehjem løfter en støvsuger op på første sal, men hvis vi bliver bedt om at give en hånd med ved støvsugningen eller pudse næsen på vores egne forældre, så bliver vi sgu sure. Ja nærmest fornærmede.

Vi har ingen kvababbelser med at give alle børnehaver en pædofilikasket på, for den sunde fornuft og det enkelte menneske er ikke noget, der fylder i statistikkerne. For vi knokler jo derudad, ikke.

Puha, vi har travlt. Vi taler i mobiltelefon, og sidder i møder, og læser, og snakker og skriver rapporter og laver analyser og fremlægger og sætter gang i debatten. Vi sidder på spinningcyklen i livets store fitnesscenter og har mega-megatravlt.

Men vi skaber ikke en skid.

Vi udretter helt utroligt lidt ift. den energi vi kaster ind i det. Og hvis nogen spørger: “hvor skal du hen?”, hvad svarer vi så? “Det har jeg ikke tid til at beskæftige med men lige nu. Jeg skal holde gang i hjulene?”.

2013-2020 bliver “ikke mere fis” perioden 

Jeg skulle holde et andet oplæg, og jeg plejer altid at bruge noget tid på at sætte mig ind i hvad min kunde laver – hvad MENINGEN er og hvilken VÆRDI, de skaber. Men efter 2 timers research var jeg ikke blevet klogere. Tjeck lige den her side:

 

 

So sorry, jeg har to akademiske titler og har både undervist og fået undervisning på diverse smarte business schools: jeg fatter ikke en disse af hvad der står.

Du skal ikke finde dig i alt det fis. Du skal gøre noget mere oprør, og kæmpe for det der er dit.

Chefen for en af verdens største virksomheder Procter & Gamble har sagt dette:

“We think not in quarters and years but we think in decades. We need more of that.We need different kinds of leaders — they need to think about how they spend their time, they need to think longer term, and they need to understand their role is to ensure the ideal is right and that it’s activated everywhere. It can happen, I’ve seen it happen but we need to take it from the exception to the norm.”

Jeg kunne ikke være mere enig. Lederne i vores samfund skal bruge meget mere tid på at skabe ideelle forestillinger om hvordan BEDRE ser ud – i dag er det faktisk muligt at bygge prototyper og designe samfundsmodeller meget mere visuelt og interaktivt, så det er også en både spændende og sjov opgave.

Hvis Mozart blev født i dag, så ville han jo heller spille på cembalo. Hvis Grundtvig skulle starte højskolen forfra i dag, så ville han ikke være afhængig af lærere og bygninger. Og hvis vi skulle skabe en ny offentlig sektor, er det også supersundt at sige “hvis vi nu glemte alt, og kun brugte det bedste af det vi har og fokuserer 100% på at skabe mening og værdi – hvordan skulle det så se ud”.Og så kunne vi have en demokratisk debat om dét bagefter.
Hvorfor f.eks. blive ved med at måle på produktivitet, tid, penge og vækst, når det i dag er fuldt ud muligt at begynde at eksperimentere med at måle på positiv påvirkning, effekt, lykke, relationer, osv.?

Nytter det noget, at vi bliver ved med at kaste os over problemstillingerne og lave flere analyser, artikler og rapporter om, hvad der er galt? Eller skal hellere se på, hvad der virker? Det kan godt være, at der findes et dobbelt socialt system – men hvis der gør skyldes det ikke onde mennesker. Det skyldes et ondt system, der lever at kompleksitet og som absorberer den frie vilje, empatien og den sunde fornuft. Det onde system elsker møder, bureaukrati, udvalgsarbejde og juristeri, for det sender 80% af befolkningen på mental folkepension. Og af dem lider halvdelen af “tillært hjælpeløshed”. Dem der sidder på magten i samfundet (de velmenende, veluddannede akademikere) er ikke onde – men de har en enorm interesse i at bevare og komplicere den offentlige sektor. De næste 5-10 år er det deres kompetencer der står for fald (analyse er ikke et job), og det er dem der kommer til at miste deres jobs. De skal genopfinde sig selv og skabe en helt ny identitet, og det er helt naturligt, at man kæmper med næb og klør mod denne forandring. Det er bare ikke det samme som, at det er rigtigt.

Og man må jo spørge sig selv: vil jeg leve et liv med papirskubberi? Eller vil jeg arbejde et sted, hvor jeg skaber løsninger der gør andre menneskers liv bedre?

Mens vi venter på Den Store Leder 

Der vil altid være nogen, der har en interesse i at bilde dig ind at dit liv er så kompliceret, at du ikke kan finde ud af at leve det selv. Men det gode liv er ikke det nemme liv. Det gode liv er værd at kæmpe for, utak er verdens løn og det eneste der kommer af sig selv er rod og nullermænd. Start med hvorfor?Hvorfor er du her? Hvad er meningen med det du laver? Hvad gør dig glad ift. de mennesker du skal hjælpe? Hvilken ting kan I forpligte jer til at gøre – hver dag – som vil skubbe jer i en bedre retning? F.eks. “vask hænder”, eller “spørg andre om de har brug for hjælp alle de steder du kommer”, “ingen møder over 20 min”, “spis frokost sammen med dem du ikke kender/kan lide”, “brug 5 min hver dag på at lære noget nyt om en anden afdeling, andre fag”, etc.

Et godt sted at starte er med denne øvelse: Tøm køleskabet

Vi har nemlig alt det vi skal bruge, men vi skal træne vores evne til at kunne skelne mellem mere og bedre. Og så bruge det vi har.

Hver dag skal der skabes positiv påvirkning på andre menneskers liv. Så tag et billede af det og hæng det op. Del det på arbejdspladsen, så det bliver synligt for alle HVORFOR det er vi abejder her. Hvis væggen er tom har man nok et problem.

Gør noget andet end du plejer. Jeg har købt et armbånd til mig selv med et Oscar Wilde citat “Jeg er så klog, at nogle gange forestår jeg intet af hvad jeg siger”, som jeg har dømt mig selv til at gå med. Hvis ikke jeg som fremtidsforsker kan skabe positiv påvirkning på dig som læser, hvis ikke du kan bruge det til noget, hvor du kan flytte på noget i andre menneskers liv … ja, så skal jeg måske til at gøre mig mere umage. Når du står i samme situation – hvor du bliver presset på din selvforståelse og vaner, så lav en lille pause og tænke, “jeg skal bare ikke gøre som jeg plejer”. Tag et ur eller armbånd eller vælg et stykke musik, der skal minde dig om hvad det er du gerne vil ændre.

Opsøg irrtation – irriterende mennesker er som regel kun irriterende af én grund: at de har ret. Bare tidsforskudt. Min mand har f.eks. næsten altid ret. Vi taler 999 ud af 1.000. Så jeg kan jo ligeså godt give ham ret, og så gå en lille tur indtil raseriet er dampet af. Tror I han er blevet glad. Næste gang du er oppe at toppes med nogen, så prøv at starte sådan: “Du er det mest irriterende menneske jeg har mødt i dag, så noget må du have ret i. Man kan ikke være så irriterende uden at have ret i noget. Prøv at sige noget mere”.
Og jeg ved godt, hvorfor folk synes dovne Robert er så irriterende… 🙂

Stink – for man bliver ikke bedre, hvis ikke man kommer igennem stinkefasen .

En gruppe af ledere indenfor social- og omsorgssektoren havde booket mig til et arrangement, hvor vi sammen skulle blive klogere på fremtidens offentlige sektor.Og så gik projektoren ud. Udenfor skramlede kaffemaskinen, så vi nogle gang ikke kunne høre, hvad vi selv tænkte. Efter en halv time kørte gardiner pludseligt ned. Og alle var helt færdige af grin, for vi var lige blevet enige om, at i årene der kommer vil systemet brase sammen om ørerne på os, og vi bare måtte improvisere med det vi nu har – fordi vi dermed ville få øjnene op for hvor utroligt fed en tid det er, vi lever i.

Jeg takkede universet for på denne måde at understrege alle pointerne. For havde vi valgt at fokusere på “mere” og “plejer” i de timer vi havde sammen, så havde vi spildt al vores energi på at få projektoren til at fungere, og gardinerne kørt på plads og kaffemaskinen til at tie stille. I stedet bidrog alle med masser af godt humør og alle greb de muligheder, der var i situationen. Det var fedt. Det var sjovt og det var krævende – men resultatet var også meget bedre.

Fedt, sjovt og krævende er gode ledestjerner for dem der gerne vil en bedre offentlig sektor.

2013 er lige startet.
Lad os gøre det til året, hvor vi tilgiver hinanden.
Hvor alle os der kan og vil, hver dag gør noget vi synes er bedre, og holder bare lidt op med at gøre det, der er mere.
Bare en lille bitte smule.
Lad os bede cheferne lytte højere til alt det medarbejderne og borgerne synes er bedre, og samle brikker til deres puslespil for de ideelle løsninger.
Lad det være året, hvor vi ikke skriver flere rapporter, men bruger de rapporter vi har.
Hvor vi siger “enhver idiot kan påpege et problem, det kræver et helt særligt mod at komme op med en løsning”.
Hvor det er ok, at sige “ja, jeg fatter ikke en skid af hvad I siger, men I mener det sikkert godt. Vil I ikke med ud og se hvordan vores hverdag ser ud, så I bedre kan hjælpe os med at skabe positiv påvirkning på andre menneskers liv”?

Tilføj ny kommentar