Ankestyrelsens egen konklusion på sin praksisundersøgelse om kommunernes brug af serviceniveauer er ensidig. Tallene kan tolkes på flere måder, men der kan vist ikke være tvivl om, at kommunerne både har – og anvender – serviceniveauer. Interessant er det, at undersøgelsen peger på nogle åbenlyse problemstillinger, som ikke fremhæves.

Ankestyrelsens pressemeddelelse om deres praksisundersøgelse af kommunernes anvendelse af serviceniveauer har et meget klart budskab med en overskrift, der lyder: ’Kommunerne bruger sjældent lokalt fastsatte serviceniveauer i afgørelser’. Og det er da rigtigt nok ud fra Ankestyrelsens undersøgelse, at kommunerne sjældent nævner deres serviceniveau i selve afgørelsen til borgeren, men det er ikke ensbetydende med, at serviceniveauet ikke har indflydelse på den afgørelse borgeren får. Faktisk giver undersøgelsens mange tal ikke et entydigt svar på, hvordan kommunerne anvender serviceniveauer.

Ankestyrelsen har forinden lavet en kortlægning af, i hvilket omfang kommunerne udarbejder serviceniveauer. På voksenområdet er det temmelig udbredt.  81 kommuner  har et serviceniveau for socialpædagogisk støtte, 76 kommuner har for Borgerstyret Personlig Assistance, 69 kommuner for midlertidige botilbud og 68 kommuner for længerevarende botilbud. Ankestyrelsen har i deres undersøgelse haft fokus på socialpædagogisk støtte og midlertidige botilbud.

Ud af de 99 sager som Ankestyrelsen aktuelt har undersøgt, fremgår det, at kommunerne i ca 1/3 af sagerne anvender deres serviceniveau aktivt i sagsbehandlingen. Heraf har serviceniveauet haft indflydelse på afgørelsen i  69 % af sagerne. Så kommunerne udarbejder og anvender serviceniveauer aktivt i deres sagsbehandling.

Ankestyrelsens andet budskab i pressemeddelelsen er, at kommunerne i 93 % af sagerne har foretaget en konkret og individuel vurdering af borgerens behov for hjælp. Når man ser efter i rapporten, er det vanskeligt at se, hvordan Ankestyrelsen er nået frem til denne konklusion. I 19 % af de undersøgte sager, ville afgørelsen være blevet ændret eller hjemvist til fornyet behandling. Enten fordi sagen har været utilstrækkeligt oplyst og/eller at det ikke var foretaget en konkret og individuel vurdering af borgerens behov. 14 % af sagerne ikke tilstrækkeligt oplyst. Når det er tilfældet er det vanskeligt at konkludere, at der i 93 % af sagerne, er foretaget en konkret individuel vurdering af borgerens behov.

Undersøgelsen viser, at der er helt åbenlyse problemer i kommunernes sagsbehandling, som slet ikke nævnes i Ankestyrelsens pressemeddelelse. Det fremgår af undersøgelsen, at der i 28 % af sagerne om socialpædagogisk støtte ikke er den lovpligtige skriftlige afgørelse. Det er under alt kritik, at kommunerne i 28 % af sagerne ikke kommer med en skriftlig afgørelse. Dermed har borgerne i hvert fald ingen mulighed for at se om kommunens serviceniveau har spillet en rolle. Derudover ses det, at det alene i 40 % af sagerne fremgår tydeligt, hvilket lovgrundlag afgørelsen er baseret på. Dvs. i 60 % af sagerne er det uklart ud fra hvilke ydelser i serviceloven afgørelsen er truffet. Dermed er det helt umuligt for borgeren at vide, om kommunen har et serviceniveau på det aktuelle område.

Samlet kan man i forhold til undersøgelsen sige, at serviceniveauer er udbredt, at de benyttes aktivt i en tredjedel af sagerne, og at kommunerne samtidig har åbenlyse problemer med at lave lovpligtige skriftlige afgørelser og henvisning til det lovgrundlag, som ligger til grund for afgørelsen. Selvom kommunerne ikke nævner serviceniveauerne i selve afgørelsen, betyder det ikke, at serviceniveauerne ikke har indflydelse på borgerens ydelse.

Læs pressemeddelelsen og undersøgelsen her