Kapacitetsstyring på det specialiserede socialområde

Nyhed fra KL

Af Peter Bogh, chefkonsulent i KLK og Søren Sønderby, chefkonsulent i KLK

 

 

Udviklingen i udgifterne på det specialiserede socialområde har fra 2009 til 2014 udviklet sig med cirka seks procent. Men bag tallet ligger en betydelig variation kommunerne imellem. Kun cirka halvdelen af landets kommuner har ikke flyttet sig ind eller ud af et bånd på 20 procent fra landsgennemsnittet. Det indikerer, at det ikke alene handler om kommunens udgangspunkt og de omfattede borgere, men i høj grad også om de valg, kommunen træffer – altså hvordan området ledes og styres. Forholdet blev omtalt i sidste uges Økonomisk Perspektiv, hvor der også findes de nærmere økonomiske beskrivelser og dokumentation. Her skal det handle om, hvad man kan gøre.

Gennem samarbejdet med flere kommuner om tilrettelæggelse af den økonomiske styring på området har vi erfaring med, at man som kommune kan styre og eventuelt nedbringe sine udgifter ved at se på sin samlede kapacitet i tilbuddene til borgerne samt udarbejde en samlet forsyningsstrategi. Lykkes kommunen i at koble faglige og økonomiske hensyn i kapacitetsstyringen, er det også vores erfaring, at tilpasningen kan ske uden nødvendigvis at gå på kompromis med det formulerede serviceniveau.

Mulighed for substitution

I kommunens samlede kapacitetsvurdering på området er den bredest mulige tilgang til tilbudsviften vigtig. Kommunerne har pligt til at give støtte til borgere, der har behov for det. Men ofte vil et institutionstilbud både være dyrere og mindre dynamisk end andre former for støtte. Mange kommuner har således gode erfaringer med etablering af alternative indsatser baseret på en individuel og målrettet indsats over for den enkelte borger.

Der sker for eksempel en omlægning i mange kommuners boligmasse på området i disse år. Det indebærer, at borgere med handicap i højere grad tilbydes et midlertidigt botilbud, et tilbud i en bolig opført efter almenboligloven eller støtte i eget hjem. Tendenserne på boligområdet understreger således den overordnede udvikling på området, hvor individet sættes i centrum og skal have indflydelse på eget liv og hvor man, så vidt muligt, arbejder med at gøre borgeren så selvhjulpen som muligt. Det giver samtidig kommunerne nogle mere fleksible muligheder i tilrettelæggelsen af indsatserne, idet støtten ydes fleksibelt efter servicelovens § 85, § 83 osv. Dermed kan selve støtten blive billigere for kommunen, og ofte også mere tilfredsstillende for borgerne, som får præcis den støtte, de har behov for, og ikke den støtte, der styres af personalenormeringen på et botilbud.

I det hele taget kan kommunen med fordel tænke indsatserne sammen på tværs af områder. For eksempel kan medarbejderne fra bostøtten, som i forvejen er i kontakt med borgerne, i nogle tilfælde også følge op på for eksempel behandling for misbrug.

Forsyningsstrategi

En stor del af de borgere, kommunen skal hjælpe på området, har brug for mere eller mindre omfattende tilbud. At kommunen sikrer sig, at de rette tilbud er til rådighed, er et selvstændigt opmærksomhedspunkt. Det kan for eksempel tage afsæt i formuleringen af en forsyningsstrategi, der forholder sig til det forventede omfang af målgrupperne og disses behov og præferencer. Det handler således om aktivt at tage stilling til, hvilke tilbud kommunen tilbyder borgerne både nu og i fremtiden, og hvor mange og hvilke der reelt er behov for. Derefter handler det om aktivt at tage stilling til, hvordan dette behov skal tilvejebringes. Vil vi producere det selv og i givet fald hvor og hvordan, vil vi gå sammen med andre, vil vi satse på en ledig kapacitet i andre kommuner eller købe det bedst egnede ledige tilbud? Denne diskussion handler i sidste ende også om den faktiske pladspris på de tilbud, kommunen anvender.

I en optimal situation passer mængden af tilbud til behovet. Har kommunen for få tilbud, kommer der enten ventelister eller kommunen er nødt til at anvende tilbud, som enten er for dyre eller ikke passer borgernes behov, men hvor der tilfældigvis er ledig kapacitet. Er kommunen eller institutionen nødt til at fylde ledige pladser bliver det dyrt. Enten profiterer borgeren ikke af tilbuddet eller også skal borgeren kompenseres via særlige hensyn eller indsatser. Hvis kommunen derimod har en større samlet kapacitet, end der er behov for, falder udnyttelsesgraden af tilbuddene, og den faktiske pris pr. plads stiger.

Kernen i forsyningsstrategien består i korrekt at forudsige udviklingen i de enkelte målgrupper og disses behov. Og så i øvrigt at etablere rammer, der stemmer overens med den variation, der kan forudsiges for både det overordnede behov og den enkelte borgers behov. I adskillelsen af målgrupper kan man med fordel se på, hvor brede målgrupper det er muligt at have uden at gå på kompromis med den nødvendige specialisering. På den måde sikres den størst mulige fleksibilitet i kapacitetsudnyttelsen, hvilket i sig selv kan være svært på et område, hvor kun en meget lille andel af kommunens borgere har behov for støtte, men hvor udgiften pr. modtager kan være betydelig.

Mange kommuner er i gang med at bygge nye, attraktive plejeboliger, og erfaringerne her er, at en del borgere, der tidligere ønskede en bolig i en social institution, nu foretrækker at bo i egen bolig på et moderne plejecenter. Det gælder for eksempel for en del borgere med erhvervet hjerneskade. I prognoser over udviklingen i de enkelte målgrupper bør der derfor også tages højde for ændrede præferencer hos målgrupperne, inden der laves beregninger over det fremtidige kapacitetsbehov for de tilbud, der tilbydes de enkelte målgrupper.

Forsyningsstrategien bør også tage stilling til, hvilke tilbud kommunen ønsker at have i sin egen pallet og hvilke tilbud, man ønsker at købe i andre kommuner eller hos regionen. Det kan betyde, at der er tilbud, som kommunen aktuelt selv driver, men som på sigt skal nedlægges. Der kan også være tilbud, som man ikke aktuelt selv kan tilbyde sine borgere, som skal udvikles og eventuelt nyopføres. Denne del af forsyningsstrategien spiller ind i det lokale KKR-samarbejde for at sikre, at kommunernes samlede kapacitet passer til de fremtidige behov på regionalt niveau.

Det er KLK’s erfaring, at planlægning og styring af kommunens kapacitet på det specialiserede socialområde udgør et helt centralt element i den økonomiske styring af området. Som kommune er der dog en lang række andre forhold, der har betydnong for udgiftsniveauet og den økonomiske styring, som for eksempel den økonomiske styringsmodel, relationen mellem myndighed og udfører samt den faktiske brug af serviceniveauer og tildelingskriterier. •