Kendt hold skal kæmpe for bedre forhold for mennesker med handicap

Medlemmerne af Det Centrale Handicapråd er nu udpeget, og kun et medlem er nyt.

Socialminister Annette Vilhelmsen har udpeget medlemmerne af Det Centrale Handicapråd for de næste fire år. Alle medlemmer er gengangere undtagen Astrid Haug, som er personligt udpeget af socialministeren. Astrid Haug er ekspert i sociale medier og digital strategi.

Formanden for DCH, Tue Byskov Bøtkjær, har høje forventninger til rådet:

”Det glæder mig, at medlemmerne så massivt har valgt rådet til igen. Det bekræfter mig i, at vores konstruktive tilgang til arbejdet er den rigtigt. Jeg glæder mig også til at byde Astrid Haug velkommen i rådet. Hun er en stor kapacitet på social mediestrategi og kan styrke rådets arbejde, når vi skal stå i spidsen for at udvikle regeringens nye holdningsstrategi på handicapområdet,” siger formand for Det Centrale Handicapråd Tue Byskov Bøtkjær.

Han tager det, at alle organisationer har valgt at indstille de samme medlemmer, som tegn på, at både rådsmedlemmerne og deres organisationer har været tilfredse med den første rådsperiode med den nye rådskonstruktion. Her har rådet været aktive og lagt mange spor ud alene og i samarbejde med andre. Dem kan DCH nu bygge videre på de kommende fire år.

DCH har blandt andet leveret et væsentligt bidrag til regeringens handlingsplan på handicapområdet, som rådet løbende følger op på i den kommende rådsperiode. Rådet har som del af handlingsplanen fået til opgave at udarbejde en holdningsstrategi på handicapområdet for regeringen.

Derudover har DCH blandt andet gennemført en stor kampagne om inklusion i folkeskolen sammen med Skole og Forældre, arbejdet med beskæftigelse og medborgerskab for mennesker med handicap og offentliggjort en undersøgelse af handicap i medierne