KL’s Ledertræf 2017 – Kunsten at lede på tværs

Fra KL’s nyhedsbrev, medio august 2017

Ledelse på tværs er aktuelt for alle kommunale ledere – uanset om du er topleder, centerleder eller decentral leder, og uanset hvilket fagområde du arbejder indenfor.

På Ledertræf 2017 d. 30. oktober vil du bl.a. møde nogle af de eksperter og ledere, der går forrest i arbejdet med at styrke ledelse og sammenhæng i opgaveløsningen. Og gennem hele dagen får du rig lejlighed til at diskutere ledelse og netværke med andre kommunale ledere fra hele landet.

 

 

Programmet byder bl.a. på:

  • Oplæg og workshops med regeringens ledelseskommission: Mød bl.a. kommissionens formand Allan Søgaard Larsen, der reflekterer over de temaer, som han særligt har hæftet sig ved i kommissionens arbejde og ledelsesdiskussioner indtil nu. Kommissionen skal afslutte sit arbejde inden nytår med en afrapportering til regeringen.
  • Ledelseskommissionens medlemmer faciliterer som led i konferencen en række workshops, hvor du og de andre deltagere inviteres til at drøfte centrale temaer fra kommissionens arbejde.
  • Indblik i ledere der lykkes: Hvad er det, der gør nogle ledere ekstraordinært dygtige? Hvilke fællestræk har de? Og hvad kan de inspirere dig til? Det har Væksthus for Ledelse undersøgt, og du kan suge til dig på en session om de syv vigtigste kompetencer.
  • Et kig i den teknologiske krystalkugle: Den teknologiske udvikling bliver et af de vigtigste temaer i kommunerne, for digitalisering, robotter og kunstig intelligens vil ændre løsningen af velfærdsopgaverne og sagsbehandlingen i kommunerne markant. Udviklingen sker med rivende hast og sætter helt nye rammer, åbner helt nye muligheder og skaber helt nye forventninger. Ledertræf har inviteret teknologiekspert Anders Hvid til at give nogle meget konkrete billeder på, hvordan den teknologiske udvikling kommer til at ‘disrupte’ kommunerne.

 

 

Læs mere om ledertræffet og tilmeld dig her: http://www.kl.dk/ledertraef2017