Kommuner inddrager ikke handicappede i egne sager

En undersøgelse, som Epinion har lavet for Det Centrale Handicapråd, viser, at 50 procent af mennesker med fysisk handicap og 40 procent med psykisk handicap vurderer, at kommunen kun inddrager dem eller deres pårørende i ringe grad eller slet ikke i deres egne sager. Det skriver dknyt.dk 

I et forsøg på at forbedre medborgerskabet for mennesker med handicap lancerer Det Centrale Handicapråd nu et charter, som opfordrer underskriverne til at give indflydelse til mennesker med handicap på de forhold, der vedrører dem selv.

Charteret blev lanceret på en konference om medborgerskab, som handicaprådet afholdte mandag den 13. maj.

– Det er foruroligende, at mennesker med handicap føler, at beslutningerne bliver truffet hen over hovederne på dem. Mennesker med handicap lægger en stor del af deres liv i andres hænder, og hvis man ikke bliver spurgt og får indflydelse på sin egen sag, betyder det, at man risikerer ikke at have indflydelse på sit eget liv, siger formand for Det Centrale Handicapråd, Tue Byskov Bøtkjær.