Kommuner sparer på borgere med handicap

Der er færre ture og arrangementer for borgerne på landets botilbud, efter at kommunerne har sparet på ledsagerordningerne. Det viser en ny undersøgelse som FOA har foretaget. På den baggrund efterlyser FOA et retskrav på området.

Borgere med fysiske- og psykiske handicap i landets botilbud har fået sværere ved at få hjælp til tøjindkøb eller en tur i biografen. Det viser en ny medlemsundersøgelse fra FOA, hvor tre ud af fire omsorgsmedhjælpere på botilbud siger, at beboerne har fået færre muligheder for ledsagelse på grund af besparelser i kommunerne. Men beboerne på botilbuddene bør have et retskrav om faglig ledsagelse, mener FOA.

– Kommunerne fratager i stor stil beboerne på landets botilbud muligheden for at deltage i almindelige kulturelle aktiviteter og hjælp til f.eks. tøjindkøb, når de fjerner eller skærer i ledsagerordningen for borgere med fysiske- og psykiske handicap, siger Jakob Sølvhøj, der er formand for FOAs pædagogiske sektor.

Han opfordrer politikerne til at give beboerne et retskrav på at få faglig ledsagelse til ferier, kulturelle arrangementer og anden hjælp.

– Jeg synes, at det er sølle, at kommunerne sparer så kraftigt på dette område, for det går ud over livskvaliteten hos beboerne i landets botilbud, siger Jakob Sølvhøj.
Mindre tid til ferie og kulturelle aktiviteter
Mere end hver anden af de omsorgsmedhjælpere, der har deltaget i undersøgelsen, siger, at de ikke har god nok normering til at tilbyde ledsagelse til beboerne.

7 ud af 10 omsorgsmedhjælpere siger i undersøgelsen, at der er blevet mindre ledsagelse til ferie og kulturelle aktiviteter i løbet af de sidste to år. Og godt halvdelen siger, at der er blevet mindre ledsagelse til landets største festival for borgere med handicap, som finder sted netop i disse dage.

Undersøgelsen blandt omsorgsmedhjælpere på botilbuddene er blevet til i perioden 24. maj til 2. juni 2014. 101 omsorgsmedhjælpere har deltaget i undersøgelsen.

Du kan læse mere om undersøgelsen på FOA’s hjemmeside. Den hedder “Ledsagerordningen på landets bosteder” og findes i bunden af pressemeddelelsen du finder via dette direkte link:

 

http://www.foa.dk/Forbund/Presse?newsid=3F5C839F-CEAA-408F-83A9-32D7E18174DD