Manu Sareen bøjer sig og stopper udskældt handicapforslag
“Et absurd og ensidigt knæfald for KL’s krav om endnu større handlefrihed i kommunerne”.
Kritikken har været hård af et forslag om ændringen af serviceloven – så hård, at socialminister Manu Sareen nu vælger at bøje sig for presset.
– Jeg har valgt at lytte til de høringssvar, der er kommet, siger Manu Sareen til DR Nyheder.
– De er ret kritiske og siger, at det ikke er en måde, man ønsker lovforslaget skruet sammen på. Og jeg synes alt andet lige, at når man har en høring – når man hører borgere – så har man selvfølgelig også pligt til at lytte til de høringssvar, der er kommet.
Kritik fra mange sider
Det er formanden for interesseorganisationen for udviklingshæmmede og deres pårørende, LEV, der står bag kritikken om et “absurd og ensidigt knæfald” for Kommunernes Landsforening, men også Dansk Handicap Forbund, Landsforeningen for Socialpædagoger og en række andre organisationer har udtrykt deres utilfredshed.
En frygt har blandt andet været, at udviklingshæmmede og andre med handicap ikke længere ville have ret til at komme uden for deres institution eller bosted for at deltage i beskyttet beskæftigelse eller aktivitetstilbud sammen med ligeværdige.
Ganske enkelt fordi de foreslåede ændringer ville give kommunerne muligheden for at tilbyde socialpædagogisk bistand inden for hjemmets fire vægge i stedet for aktiviteten ude i samfundet. I dag er det en lovsikret ret at komme i eksempelvis beskyttet beskæftigelse, som Ankestyrelsen slog fast i en sag for få uger siden.
Kan ånde lettet op
Nu kan organisationerne ånde lettet op, fordi socialministeren trodser sit politiske flertal og nu bøjer sig.
– Til trods for, at jeg har flertal for det, så synes jeg alt andet lige, det er mest værdigt, at vi lige trækker os lidt tilbage, kigger på det én gang til og så ser på, hvad der så skal ske, siger Manu Sareen.
Manu Sareen mener, at det stoppede forslag er et “godt og gennemarbejdet lovforslag”, som er blevet til i samarbejde med de samme handicaporganisationer. Det er sågar blevet til i samarberjde med flere af de samme intressenter, som nu står bag den harske kritik, fortæller han.
Ordførere mødes igen
Hvordan kan I tale så meget forbi hinanden, og hvad er det, der er sket i mellemtiden med den her lov?
– Det tror jeg næsten hellere, du skal spørge dem om. Men det er fuldstændig ligegyldigt nu, synes jeg, fordi det, jeg bare kan høre, og det, jeg kan læse, er, at det (lovforslaget, red.) ikke er det, man har ønsket. Så derfor synes jeg, det er rettidigt omhu at trække det hen til ordførerkredsen én gang til, siger Manu Sareen.
Ifølge Manu Sareen skal ordførerne mødes den 27. januar og se på de forskellige kritikpunkter.
Klippet fra DR