Nyt fra handicapkonvention.dk

Nyheder om Danmarks efterlevelse af Handicapkonventionen

 Nyt fra instituttet og Danmark

Stemmeret for personer under værgemål.

Folketingets Retsudvalg har stillet spørgsmål til justitsministeren om stemmeret for personer under værgemål. Ministeren svarer, at der ikke er konkrete planer om ændring af værgemålsloven, men anerkender, at FN’s handicapkonvention rejser væsentlige spørgsmål på dette område. Samtidig har SF meddelt, at de vil fremsætte et beslutningsforslag i Folketinget om stemmeret. Læs mere om sagen og justitsministerens svar under artikel 12 – Lighed for loven
Direkte diskrimination. I januar i år fandt Sø og Handelsretten, at det var direkte diskrimination på baggrund af handicap, da to arbejdsgivere afskedigede to medarbejdere, som havde haft 120 dages fravær på grund af sygdom inden for det foregående år. Fraværet skyldtes nemlig delvist manglende tilpasning fra arbejdsgivernes side.  Læs IMR’s analyse af dommen og om dommen under Artikel 27 – Arbejde og beskæftigelse

Ægtefællesammenføring. Instituttet har skrevet et notat om, i hvilket omfang en række krav for at opnå ægtefællesammenføring er i overensstemmelse med Handicapkonventionen og Den Europæiske Menneskerettighedskonvention. Læs notatet om ægteskabssammenføring under Artikel 23 – Respekt for hjemmet og familien

Ratifikation af tillægsprotokollen. Instituttet har afgivet høringssvar til forslag til folketingsbeslutning om Ratifikation af den valgfri protokol til FN’s konvention om rettigheder for personer med handicap. Læs IMR’s høringssvar under Tillægsprotokollen

Nyt fra FN

’List of issues’. Forud for Danmarks eksamination af FN’s handicapkomite vedtager komiteen en række emner (list of issues), som komiteen specielt vil fokusere på ved eksaminationen. Institut fr Menneskerettigheder har indsendt instituttets forslag til, hvilke emner der er særlig vigtige at tage fat i. I forbindelse med vedtagelsen af ’List of issues’ har instituttet et privat møde med det medlem af komiteen, der er ansvarlig for eksaminationen af Danmark. Mødet finder sted i Geneve den 15. april. Læs IMR’s forslag til ’List of issues’ under Artikel 35 – Beretninger fra deltagerstaterne

Generelle kommentarer. Instituttet har skrevet et kortere høringssvar til FN’s handicapkomites udkast til to generelle kommentarer (General Comments) til Handicapkonventionens artikel 9 og 12. Instituttet opfordrer til, at Komiteen forklarer mere tydeligt, hvornår det vil være i overensstemmelse med FN’s handicapkonvention at tilsidesætte den enkeltes selvbestemmelse. Læs IMR’s kommentar under Artikel 9 – Tilgængelighed eller Artikel 12 – Lighed for loven

Kommentarer til retningslinjer. FN’s handicapkomite har bedt om kommentarer til deres udkast til retningslinjer for bl.a. nationale menneskerettighedsinstitutioner og handicaporganisationers deltagelse i komiteens arbejde. Læs mere komiteens udkast under Artikel 34 – Komiteen for rettigheder for personer med handicap

Nyt fra Europarådet

Menneskerettighedskommisærens rapport. Rapporten fra Europarådets Menneskerettighedskommissærs landebesøg i Danmark i november 2013 er nu offentliggjort. Her anbefaler kommissæren bl.a., at Danmark sikrer, at personer under værgemål får ret til at stemme, at forbuddet mod diskrimination pga. handicap skal gælde også uden for arbejdsmarkedet, og at myndighederne i Danmark gøres mere bevidste om de rettigheder og principper, Handicapkonventionen indeholder. Læs mere om kommissærens besøg og rapport under artikel 19 – Retten til et selvstændigt liv og til at være inkluderet i samfundet

Tilpasning i rimeligt omfang under afsoning. Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol har afsagt to domme, hvor den fandt, at artikel 3 i Menneskerettighedskonventionen er blevet krænket, fordi myndighederne ikke har ydet tilpasning i rimeligt omfang for indsatte med handicap. Det er nyt, at domstolen fastslår, at der findes en sådan ret til tilpasning i rimeligt omfang for handicap for indsatte i fængsler. Læs mere om dommene under Artikel 14 – Frihed og personlig sikkerhed

Manglende ekspertise. Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol har fundet, at artikel 2 i Menneskerettighedskonventionen er blevet krænket, da politiet ved en tvangsindlæggelse af en person med paranoid skizofreni ikke havde været assisteret af lægefagligt personale, ikke havde været trænet i at håndtere personer med psykisk sygdom og ikke havde handlet under hensyntagen til personens særlige tilstand. Personen døde af skaderne ved tvangsindlæggelsen. Læs mere om dommen under Artikel 10 – Retten til livet

Manglende behandling for skader under militærtjeneste. Under militærtjeneste udviklede klager permanente psykosociale handicap. Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol har derfor fundet, at artikel 3 i Menneskerettighedskonventionen blev krænket, idet der ikke havde været reageret over for klagers begyndende mentale problemer, og da der ikke var nogen mekanismer, såsom særligt trænet personale, der var egnede til at tackle sådanne situationer. Læs mere om dommen under Artikel 15 – Frihed for tortur eller grusom, umenneskelig eller nedværdigende behandling eller straf

Nyt fra EU

Indikatorer om politisk deltagelse. I forbindelse med deres undersøgelse af indikatorer for politiske deltagelse for personer med handicap, vil Den Europæiske Unions Agentur for Grundlæggende Rettigheder (FRA) den 9. april 2014 fremlægge deres foreløbige resultater af undersøgelsen. Undersøgelsen forventes færdig i maj 2014. Læs mere om undersøgelsen under Artikel 29 – Deltagelse i det politiske og offentlige liv

Institut for Menneskerettigheder er Danmarks Nationale Menneskerettighedsinstitution. Instituttet har blandt andet til opgave at fremme, beskytte og overvåge gennemførelsen af FN’s handicapkonvention.
Du kan tilmelde og afmelde dig Nyt fra handicapkonvention.dk ved at sende en e-mail til handicap@humanrights.dk