Økonomi får forrang for værdighed

Synes regeringen virkelig, at det er i orden at tvangsflytte mennesker med handicap af hensyn til kapacitetsstyringen i kommunerne? Det er de spørgsmål, man sidder tilbage med efter at have set lovforslaget om frikommuneforsøg, som økonomi- og indenrigsminister Margrethe Vestager netop har haft i høring.

I det lovforslag beder ministeren Folketinget godkende, at kommunerne kan gennemføre forsøg med tvangsflytning af mennesker med handicap – ikke mindst udviklingshæmmede, som er Landsforeningen LEV’s målgruppe.

Hvor er beskyttelsen?

Der er betingelser, som skal være opfyldt, før kommunen kan tvangsflytte, men facit er stadig, at kommunens begrundelse for at tvangsflytte en borger ikke behøver at handle om hensynet til borgeren. Nej, regeringen vil give frikommunerne mulighed for at tvangsflytte, hvis det forekommer kommunen mest praktisk i forbindelse med driften af et botilbud eller af den hjælp, som ydes til f.eks. i en almen bolig.

Tak for kaffe. Så meget for retsstatens værdier om beskyttelsen af individet – og så meget for Danmarks overholdelse af internationale handicap- og menneskeretskonventioner.

Jeg har forstået, at ministeren lytter til økonomer, men lytter ministeren kun til økonomer?

Lovforslagets klare intention om at gennemføre forsøg med tvangsflytning giver økonomistyring forrang for værdighed og retsbeskyttelsen af mennesker med handicap.

Svar udbedes 

Jeg synes, at ministeren skulle overveje, om hun og den øvrige regering er blevet taget ved næsen af kommunalpolitikere og embedsmænd i denne sag.

Er ministeren blevet manipuleret til at tro på, at forsøg med fundamentale rettigheder for nogle af samfundets mest sårbare medborgere er nødvendigt for at håndtere velfærdsstatens krise? Hvis ministeren mener det, er vi godt nok i krise – og den krise er ikke kun økonomisk.

Det ville klæde økonomi- og indenrigsministeren at give mig et svar. Det eneste anstændige svar er en øjeblikkelig tilbagetrækning af denne del af lovforslaget.Jeg håber i hvert fald ikke, at svaret bliver »sådan er det jo«.

AF Sytter Kristensen, landsformand LEV (interesseorganisation for mennesker med udviklingshæmning og deres pårørende)