Overblik over gældende restriktioner på social- og ældreområdet

Nyhedsbrev fra Social- og Ældreministeriet, medio december 2021.

 

På grund af den stigende smitte er der udmeldt nye restriktioner, bl.a. på serveringssteder og i nattelivet. De nye restriktioner vil dog ikke direkte påvirke sociale tilbud og plejehjem m.v. Nedenfor kan du se et overblik over, hvilke restriktioner der gælder for social- og ældreområdet.

 

 

Smittetallene stiger, og derfor er der varslet skærpede restriktioner flere steder i samfundet. Restriktionerne følges af en generel opfordring til at begrænse sociale kontakter og afholde sig fra at deltage i sociale indendørs aktiviteter i juleferien. De nye restriktionerne kommer ikke til direkte at berøre dagligdagen på de social tilbud på social- og ældreområdet.

 

Restriktioner for serveringssteder

 

De nye restriktioner for serveringssteder om at holde lukket mellem kl. 23 og kl. 5, arealkrav og opsætning af informationsmateriale omfatter ikke serveringssteder, der er tilknyttet sociale tilbud og plejehjem m.v. oprettet efter serviceloven og andre steder, hvor der leveres ydelser efter serviceloven.

 

Såkaldte lavtærskeltilbud, der ikke er oprettet efter serviceloven, kan ansøge Social- og Ældreministeriet om at blive undtaget fra restriktionerne for serveringssteder, så de er undtaget på samme måde som sociale tilbud og plejehjem. Lavtærskeltilbud, der har mulighed for at ansøge om at blive undtaget, er væresteder, natcaféer, herberger, forsorgshjem og andre lignende tilbud, hvor borgeren henvender sig uden visitation, og som ikke er oprettet i henhold til servicelovens bestemmelser.

 

 

Ansøgningsskemaet kan findes her

 

Gældende restriktioner på social- og ældreområdet

 

De nuværende restriktioner på social- og ældreområdet forlænges i fire uger fra den 19. december 2021. Det betyder, at der på sociale tilbud og plejehjem m.v. fortsat gælder et krav om, at besøgende, frivillige og andre mere løst tilknyttede personer skal kunne fremvise coronapas, og et krav om, at besøgende m.v. og ansatte skal anvende mundbind eller visir. Kravet om mundbind eller visir gælder for personer over 12 år på sociale tilbud, hvor tilbuddets ledelse vurderer, at der er særligt sårbare beboere eller brugere, og på plejehjem m.v. på indendørs fællesarealer, hvor offentligheden har adgang.

 

Kravet om coronapas og om mundbind eller visir gælder ikke for brugere og beboere og gælder heller ikke på beboerens eget værelse/lejlighed. Hvis man af helbredsmæssige årsager ikke kan bruge mundbind, skal man i stedet for bruge visir. Man er kun fuldt undtaget, hvis man hverken kan bære mundbind eller visir.

 

De nye restriktioner og forlængelse af de eksisterende restriktioner træder i kraft søndag den 19. december kl. 8.00.

 

 

Læs mere om de nuværende restriktioner på social- og ældreområdet

 

 

Yderligere oplysninger:

Social- og Ældreministeriets pressetelefon, tlf.: 41 85 13 60 (modtager ikke SMS)