Pas godt på specialskolerne – vi har stadig brug for dem!

 

Af Birgitte Dahl

mor og forfatter til bogen “Med Hjerte og Hjerne – at være mor til et barn med særlige behov”, udgivet på Socialt Fagforlag.

 

Inklusion. Der er børn, der bliver lukket ind i fællesskabet til stor, stor glæde for dem selv og deres familier og heldigvis findes de gode historier. Men der er også mange børn, der ikke gør. Politisk er målet sat og procentsatser bestemmer hvor mange, der skal inkluderes og nu skal vi bare følge trop – men virkeligheden er uforberedt og menneskets veje til udvikling er forskellige. Det skal man have respekt for. At have med børn med særlige behov at gøre kræver ressourcer, rammer, viden, hjerte og tid – og vi bliver nødt til at se på, hvad det gør ved barnet at være i miljøet på skolen, lære af det og gøre os umage med at få dem i trivsel! For en del børn er der stadig brug for det lille miljø i specialskolen. Det gode går lige ned i barnet.

Regeringen offentliggør ny handicappolitisk handlingsplan (04.10.2013).
Det overordnede mål med handlingsplanen er et inkluderende samfund præget af mangfoldighed, ligeværdighed og respekt for forskellighed. Et samfund, hvor alle har lige muligheder for at deltage i samfundets mange fællesskaber, og hvor hver enkelt borger kan udnytte sit fulde potentiale. På en eller anden måde står jeg let smilende og ser ud over dette meget smukke overordnede mål. Og det minder mig om noget. Der skal vaseline på linsen, palmer og evig solskin til. Løver og lam leger sammen på marken. Alt er fred og idyl.

Når jeg åbner avisen læser jeg derimod om nervøsitet. Nervøsitet fordi ALLE ANDRE lande overhaler os på skolesiden. Der er frygt for at DE kommer og tager vores jobs. Nogle ANDRE kommer med deres religion og vil ikke tilpasse sig vores normer. Der er frygt for at folkeskolen er for dårlig, og at børnene lærer ikke nok. Mennesker er bange for andre mennesker, der er mistro, mistillid og selvretfærdighed så det batter. Selv de smukkeste piger er bange for at blive dømt ude, for kun det perfekte er godt nok.

I fjernsynet har der aldrig været så mange dommere, der for åben skærm dømmer mennesker ude, til stor underholdning for den ganske befolkning. Og vi er ikke engang nået til de handicappede endnu….For der ser det helt anderledes ud. Der har vi jo inklusionen. Også selvom flere og flere får diagnoser, medicinforbruget stiger, ventetider på udredning vokser og der er hårdt brug for hjælp. Med inklusionen bliver børn rummelige og hjælper hinanden. Der bliver ingen mobning og udelukkelse af nogen – og dem der er anderledes, bliver betragtede som værende mangfoldige og har muligheder ligesom de andre børn. De bliver inviteret med til hinandens fester og fødselsdage. De er inkluderede og ligeværdige – og ingen tænker over at de taler dårligt, reagerer voldsomt, ikke tager øjenkontakt, ikke kan følge med i den almindelige snak og føler sig udenfor og underlegne. For de er jo inkluderede og kan udvikle sig ligeså tosset de vil i det her fællesskab….. Løver og lam leger sammen ude på marken…..

Og sådan er det gået for flere inkluderede børn. De gode historier findes faktisk. Der er børn, der begynder at blomstre, at danne nye relationer med klassekammeraterne og at udvikle sig både fagligt og socialt. Og disse børn føler sig gode nok som de er og de er en del af klassefællesskabet – de trives og er trygge på trods af deres vanskeligheder. Jublen vil ingen ende tage, indtil jeg kommer til at tænke på da min søn for få år siden var inkluderet på en stor skole og jeg beskrev hans liv på skolen sådan:” ….hans sproglige formåen er stadig meget reduceret og der er kommet flere konflikter i klassen og især i frikvarteret, hvor miljøet virker alt for stort og uoverskueligt på ham. Mange gange holder han frikvarter på biblioteket. Han har ikke nogen venner på skolen …… Vi kan jo ikke love ham en ven, men vi vil gøre, hvad vi kan for at finde en skole, hvor han kan overskue miljøet. Hvor der er plads til at han er den han er, med de handicaps han har, og hvor personalet er uddannet til og kan håndtere børn med ADHD og autisme. Måske kunne han blive så tryg, så han også ville begynde at lære noget i skolen.” – Der var ikke meget jubel over det, og vi tog ham ud og han fik en plads på en specialskole, hvor det tog et år, før han begyndte at lukke op. Nu trives han.

Det er ikke fordi jeg vil nedgøre nogen – jeg er udmærket klar over, at denne handicappolitiske handleplan 2013 er lavet af mennesker med hjertet på rette sted og med de bedste intentioner. Men… det er for dårligt forberedt og vi er ikke engang på vej derhen, selvom der er kampagner igang fra Dansk handicapforening, forskningsundersøgelser i 12 kommuner med årlig afrapportering fra Århus Universitet i de næste tre år, kompetanceundervisning til lærerne og PPR står med ressourcecenter og -personer i funktion i forhold til opgaven. Alt er famlende nyt, og viden er først noget man har om år.

Midt i det står eksperimentets ofre – børnefamilierne, pædagogerne og lærerne, psykologer og sagsbehandlere, som skal udføre disse planer. De voksne kan sige op, flytte sig og gøre oprør. Børnene skal i skole, og som ansvarlig forælder bliver jeg nødt til at gøre opmærksom på, at folkeskolen ikke er parat til inklusion, hvis inklusion betyder trivsel og læring for alle. At arbejde med børn, der har ADHD og autisme, kræver at man er forberedt, så man kan forberede børnene på det, der kommer – og det kræver rigtig meget overskud og viden.

Hvor ville jeg dog ønske at man havde forberedt det hele grundigt først – der er jo ikke så meget udvikling i kaos – og succeshistorierne bliver for tilfældige. Bag ethvert kompetent og engageret menneske er der retning, opbakning og realistiske mål i sigte. Det gælder vel også for lærerne, men det er svært at se, hvor de får retning, opbakning og realistiske mål fra. De var i mediernes skudlinje hele foråret under konflikten – tonen var rå – og bag det hele lurede en grim svinehund, der glammede om at det f.eks. ikke var nødvendigt at forberede sig til en gymnastiktime. Jeg er sikker på at sådan en “se-dog-bare-at-komme-igang -holdning” har været demotiverende for mangt en skolelærer og ikke noget godt udgangspunkt for en stor forandringsproces, hvor de fornødne ressourcer og rammer heller ikke var på plads.

Sikke nogle vilkår! De pædagoger og skolelærere der holder ud, har meget at være stolte af!

En lang række rapportager fortæller da også om børns mistrivsel, læreres og pædagogers bekymring og følelse af ikke at være rustet til opgaven. Undersøgelser viser, at hver tredje forældre ikke ønsker, at deres barn skal sidde ved siden af en med ADHD. Overalt i samfundet bliver der regnet sammen i fejl og mangler og stillet til regnskab.

Nej, vi er ikke på vej derhen, selvom jeg sagtens kan forstå at man ønsker det. Hvem ønsker ikke ligeværdighed, forståelse og respekt for mangfoldigheden? Det er lige præcis den ønsketænkning, der får mange forældre til at vælge inklusionen til at begynde med. Man ønsker jo, at barnet kan være i sit nærmiljø og have kammerater der bor tæt på. Der er ingen der ønsker sine børn udenfor fællesskabet. Ingen. Det er smertefuldt at acceptere, at ens barn ikke kan kommunikere på lige fod med de andre – og måske aldrig kommer til det. Vi tror at de kommer til det, når de har almindelige børn, de kan spejle sig i – men det er langt fra altid sandheden.

Hvordan kan man være så sikker i sin sag på, at den inkluderende skole er det, der løfter bedst for alle børn?

Christine Antorini, undervisningsministeren, siger at hun ved det. Hun siger også, at der stadig vil være specialskoler til de børn, der ikke er egnede til inklusion, men specialskolerne får færre og færre elever og trues af lukning mange steder. Og lovgivningen presser flere og flere børn ind i den inkluderende skole, fordi procentsatserne skal holdes.. Samtidig spørger jeg:” Hvor findes den inkluderende skole, der har en sådan succes, at de kan stå frem og fortælle os andre om hvad de gør i praksis og hvorfor det virker. Lad os lære af dem. Fællesskab er jo ikke bare at være sammen i samme rum.

Lad os vende det på hovedet. Hvordan mon et almindeligt fungerende barn med fuld fart på indlæring, forståelse og sociale kompetancer ville reagere, hvis han skulle inkluderes i en klasse, hvor alle de andre børn havde infantil autisme? Jeg spørger bare….

Fællesskabsfølelse kræver jo gode relationer og samhørighed. Der er en del børn, der har sårbare nervesystemer. Så sårbare, at en stor skole med mange indtryk – varierende skema, overraskelser, for mange mennesker, larm og frikvarterer med småkonflikter børnene imellem – er giftigt for deres trivsel. Og der bliver ikke dannet gode relationer. For her mærker disse børn konstant at de er anderledes. Her mærker de den nedværdigende følelse det er, at være dem, der ikke kan følge med i de andre børns verden og derfor ikke finder samhørighed. De er udenfor.

Ensomme blandt mange, mange børn. Og det er ikke fordi de andre er onde!!

Alle, der har prøvet at føle sig udenfor, ikke at kende nogen eller vide hvorhen man skal vende sig til en stor sammenkomst, vil kunne genkende denne følelse. At have den hver dag, hele skoledagen, er et umenneskeligt pres. Og det gør jo noget ved disse børn. De mærker nederlagsfølelserne for fuld hammer og reagerer på dem. De er besværlige og tager opmærksomheden fra de andre. Det går også ud over de andres læring.

De gør modstand på deres egne, for os andre mange gange, uforståelige måder og viser os, at de er stressede til op over begge ører. Stress hæmmer, ifølge hjerneforskerne, nydannelse og overlevelse af de hjerneceller, der dannes når man lærer nye ting!!!

Som vores søn, er der børn, der kommer i trivsel i et lille miljø på en specialskole og kan være på lige fod med de andre, hvis de da kan få lov til at få en plads der og ikke absolut skal inkluderes. Børn i trivsel finder rigdom i relationen til lærerne og strækker sig gerne langt for at lære noget. De griner og udvikler selvironi. Finder det nærvær og den ro der skal til, for at deres nervesystem kan udvikle sig hensigtsmæssigt. De er ikke alene om at have rigtig svært ved at lære og forstå en masse og heri oplever de fællesskabet og det individuelle tempo.

Der tegner sig et billede af barnets fremtid. En fremtid, hvor der ER en fremtid for barnet. Der bliver udsigt til mod på uddannelse og tro på, at barnet på sigt kan klare at passe et arbejde og finde mening i sit liv. Til glæde for os alle i samfundet. Også økonomisk.

Der er lavet mange fejltagelser i de gode intentioners navn. I nogle år hev man alle tænderne ud af munden på de unge og gav dem et gebis. Mange lidelser senere og erfaringen fortalte, at det ikke var nogen god idé for særlig mange. Inklusionen er heller ikke en god idé for alle.

Lad ikke de små miljøer i specialskolerne forsvinde, for så skal vi bare starte forfra, når man har eksperimenteret længe nok med inklusionen i de store miljøer og eksperterne er spredt for alle vinde. Børn har kun et sæt blivende tænder og en barndom – lad os ikke stresse dem, der ikke kan tåle det, i inklusionens navn. Lad dem danne gode tætte relationer i specialskolens lille nærværende miljø. De skal nok inkludere sig selv, når de er klare til det.

Og så er det på tide, at vi alle gør os umage. Lad speciallærerne og – pædagogerne give ud af den viden de har, som kun årelang erfaring kan give, og lad os gøre os umage med at lytte til, hvad de har at fortælle. Lad os gøre os umage med at undersøge og forstå, hvorfor ting går godt – og gøre mere af det. Lad os gøre os umage med relationerne til de mennesker, der hjælper og underviser vores børn – lad os fortælle dem hvad de gør godt og at det gør os godt. Jo mere vi øver os, des bedre bliver vi – og hvem ved – så bliver der nok mange flere succeshistorier om inklusionen med tiden.

Det er så let at lade sig forblænde af ønsketænkningen og der er en balance mellem at være kritisk og åben overfor nye tiltag og ideer. Vi kan alle få det sådan, at nu har vi fundet metoden og så skal de andre følge trop. Men vores veje er forskellige, og det skal man have respekt for. Al udvikling sker igennem de relationer vi er i og kræver viden og tid, så vi må se på, hvad det gør ved barnet at være i miljøet. Nogen gange er inklusion løsningen, andre gange er det ikke. Barnet er barometeret – vores læremester – det reagerer på det vi tilbyder det. Det må vi aldrig glemme.

Alle børn har fortjent at få en chance for at udvikle sig i de relationer og i det tempo, de nu kan bedst! Så længe de er i udvikling er der håb for, at hver enkelt borger kan udnytte sit fulde potentiale.