Slut med løbende at kunne overtage regionale tilbud

Ny lov justerer kommuners mulighed for at kunne overtage specialiserede tilbud fra regionen – og giver Socialstyrelsen ny kompetence til at styre udviklingen

Efter evalueringen af kommunalreformen på det specialiserede sociale område har der været politisk enighed om en række ændringer. Og kort før Folketinget gik på ferie, blev en ny lov vedtaget – enstemmigt.

Initiativerne i loven skal bidrage til en smidigere og mere effektiv offentlig sektor med et tættere og mere velfungerende samarbejde mellem kommuner, regioner og stat. På det mest specialiserede socialområde og specialundervisningsområde skal staten spille en større rolle i at sikre, at der ikke sker en uhensigtsmæssig afspecialisering, fremgår det af lovforarbejdet.

Det indebærer en ny national koordinationsstruktur og vidensopbygning, som forankres i Socialstyrelsen, der gradvist skal skabe et nationalt overblik over – og overvåge udviklingen i – de mest specialiserede målgrupper, tilbud og indsatser. Styrelsen får kompetence til at udmelde målgrupper eller særlige indsatser, hvor der er behov for øget koordination eller planlægning på tværs af kommunerne og regionerne for at sikre og videreudvikle den mest specialiserede indsats.

Driftsansvar kan pålægges
Kommunalbestyrelserne skal i forbindelse med de årlige rammeredegørelser forholde sig til disse centrale udmeldinger –  den første kommer 1. november 2014. Socialstyrelsen får på baggrund af afrapporteringerne fra kommunerne beføjelse til at anmode kommunalbestyrelserne i hver region eller flere regioner om at genoptage behandlingen af deres tilrettelæggelse og organisering af indsatsen.

Socialstyrelsen får samtidig beføjelse til at give driftspålæg, der indebærer, at en kommune eller region pålægges et driftsansvar, og tilbudsstrukturen på et område dermed fastlægges af Socialstyrelsen. Beføjelsen forudsættes kun anvendt undtagelsesvist i helt særlige tilfælde.

Beliggenhedskommunernes muligheder for at overtage regionale tilbud justeres, således at det kun kan ske én gang i hver valgperiode. En kommune, der ønsker at overtage et regionalt tilbud, skal meddele regionsrådet dette senest den 1. januar i valgperiodens tredje år. Overtagelse skal ske senest den 1. januar i valgperiodens fjerde år.

Af Knud Abildtrup, knud@dknyt.dk

Se lovteksten.