Social- og integrationsministeren præsenterer ambitiøs national handleplan for ADHD
Social- og integrationsminister Karen Hækkerup offentligjorde den 21. maj dag en ny national handleplan for ADHD. Handleplanen giver kommunerne et samlet og ambitiøst afsæt for arbejdet med at hjælpe børn, unge og voksne med ADHD og lignende vanskeligheder. Anbefalingerne i handleplanen bygger på den aktuelt bedste viden på området.
Social- og integrationsminister Karen Hækkerup offentliggør i dag en helt ny national ADHD-handleplan med en lang række anbefalinger til kommunerne om, hvordan de bedst hjælper børn, unge og voksne med ADHD og lignende vanskeligheder. Handleplanen fokuserer på de børn, unge og voksne, som har brug for støtte til at tackle udfordringer, de møder. Det kan fx være at støtte familier, så konflikter og frustrationer kan forebygges, eller at støtte unge mennesker i at få struktur på tilværelsen og styr på selvtilliden, så de får mod og ressourcer til at gennemføre en uddannelse. I handleplanen er der også anbefalinger til, hvordan man opsporer voksne med ADHD, som på andre måder er i kontakt med det sociale system, men deres diagnose er ikke opdaget.
Social- og integrationsminister Karen Hækkerup siger:
”Mennesker med ADHD og lignende symptomer har brug for ekstra støtte til at håndtere konflikter og få styr på hverdagen. Vi ved, at med den rette indsats man kan gøre rigtig meget for at forhindre, at problemerne tager overhånd – og i visse tilfælde måske helt undgå at symptomerne udvikler sig til en egentlig diagnose. Med handleplanen for ADHD ønsker vi at gøre opmærksom på de store personlige gevinster der er, når mennesker med ADHD får den rette hjælp.Den gevinst gavner også samfundet som helhed, og jeg synes bestemt, at begge dele er værd at investere i. ”
ADHD-handleplanen er kulmination og afslutning på ADHD-satsningen, Ny og forstærket indsats i forhold til børn, unge og voksne med ADHD, som satspuljepartierne i satspuljeaftalen for 2009 afsatte i alt 26 mio. kr. til. Midlerne er udmøntet af Socialstyrelsen i samarbejde med eksterne leverandører. Handleplanen er målrettet kommunerne og skal ses som en platform for fremtidige kommunale tiltag og strategier på ADHD området.
Læs ”National ADHD-Handleplan – Pejlemærker, anbefalinger og indsatser på det sociale område” på Socialstyrelsens hjemmeside