Social whistleblower-ordning fungerer

En nyhed fra DR.dk af Steffen Lübbert Terpling og Allan Nisgaard

 

Whistleblower 2

 

 

Det hjælper at fortælle myndighederne om det, hvis du kender til problemer i plejefamilier eller på opholdssteder, og det er der mange i Syddanmark der husker at gøre.

Mange problemer med anbragte børn og unge bliver nemlig hurtigere opdaget, når borgere i Syddanmark benytter sig af Socialtilsynets whistleblower-ordning.

I gennemsnit får Socialtilsyn Syd én henvendelse om dagen, og det er en stor hjælp for myndighederne, siger tilsynschef, Peter Bjerregaard Andersen.

 

Ordningen virker

– Uden at jeg kan blive konkret, så er der informationer, som vi får den vej, som vi ville have haft svært ved at få ved at tage på vores almindelige tilsynsbesøg, siger han.

– Der er ingen tvivl om, at en whistleblower-ordning er en ekstra og sikker kanal for borgerne til at komme i kontakt med tilsynsmyndighederne, siger han videre.

 

Både små og store sager

Alle henvendelser foregår anonymt, og ifølge socialtilsynets årsrapport, kan klagerne for eksempel være om vold, alkohol blandt personale, eller mangel på pædagogiske evner.

– Det kan være alt fra alvorlige sager, til mere almindelige og hverdagsagtige problemstillinger, siger Peter Bjerregaard

Siden januar 2014 har unge i plejefamilier, pårørende og andre haft mulighed for at klage anonymt til Socialtilsyn Syd.