Socialchefer: Regeringen glemmer forebyggelse

(Fra Altinget:social

Debatindlæg af Helle Linnet
Landsformand for Foreningen af Socialchefer i Danmark)

 

 

I 2009 udgav Forebyggelseskommissionen rapporten ”Lev længere og sundere”. Rapporten var bestilt af den daværende regering og udtryk for, at vi lever i et land med et økonomisk og mentalt overskud, som gør, at vi kan tænke i forebyggelse.

Rapporten rummede 52 konkrete anbefalinger på otte centrale fokusområder:

Rygning, alkohol, fysisk aktivitet, kost, målrettet tidlig opsporing, indsatser på arbejdspladser, indsatser målrettet børn og unge samt viden og redskaber.

I kommunerne har vi taget disse anbefalinger til os og har arbejdet målrettet og systematisk med forebyggelsesarbejdet og særligt har KRAM-faktorerne været i fokus. Vi er samtidig klar over, at vi generelt skal yde mere for mindre, og at vi som minimum skal overholde servicerammerne.

Det betyder, at når der skal skabes balance i budgetterne, skal der lægges et snit mellem fx normering på områderne for praktisk bistand og pleje, dagsinstitutionerne og forebyggelse på et af velfærdsområderne.

Derfor kræver det mere end almindlig velvilje og fokus hos lokalepolitikere, når de økonomisk set skal prioritere aktiviteter, der ikke løser presserende kerneopgaver her og nu, men i stedet indebærer en gevinst med en tidshorisont på måske fem-ti år.

Med både sundhedsloven og kommunalreformen har tidligere regeringer skabt klare rammer for såvel den borgerrettede forebyggelse og sundhedsfremme som den patientrettede forebyggelse.

Forebyggelse giver god mening

Derfor kan det undre, at der i regeringsgrundlaget kun i én enkelt sætning er nævnt rehabiliterende ældrepleje og forebyggelse. Det har heller ikke fået opmærksomhed i regeringens drejebog fra efteråret.

Og det til trods for, at vi har fyldig dokumentation fra sundhedsområdet på, at vi som befolkning fortsat er for overvægtige, at vi drikker og ryger for meget og motionerer for lidt. En livsstil, som medfører store udgifter på sygehusområdet på grund af sygdomme som kræft, diabetes og hjerte-karlidelser.

Vi kan også se, at mange unge stadig ikke fuldender en uddannelse og ikke trives. Vi kan se, at børn, som er opvokset i problemfyldte familier, også selv bliver problemfyldte forældre.

Der er således mange områder hvor forebyggelse giver god mening.

Så selvom vi gør fremskridt på nogle velfærdsområder, skal der fortsat sættes massivt ind med forebyggelse. Men hvordan skal de lokale beslutningstagere vove at prioritere forebyggelse, når landets centrale beslutningstagere slet ikke har det med i deres arbejdsgrundlag og politiske udmeldinger? Det sender et tydeligt – og i mine øjne sørgeligt – signal til kommunerne om, at regeringen ikke prioriterer og tager forebyggelse alvorligt som politisk målsætning og indsatsområde.