Socialpolitik udvikles i tråd med tillidsreformen

Social-, børne- og integrationsminister Anette Vilhelmsen tager tillidsreformen alvorligt, når der skal vedtages nye socialpolitiske love.  Hun og Benny Andersen, formand for Socialpædagogernes Landsforening (SL), giver deres syn på udviklingen, og hvad det kommer til at betyde på det sociale område.

Tillidsreformen skinner igennem arbejdet med det nye socialtilsyn, der trådte i kraft i januar 2014. Socialtilsynet var først drevet af et stort behov for kontrol og faste processer, men er endt med at have fokus på dialog, tillid og erfaringsudveksling mellem tilsyn og botilbud. Både Anette Vilhelmsen og Benny Andersen ser et stort potentiale i denne udvikling.

Fra kontrol til dialog i socialtilsynet

Hvor det førhen var kommunerne, der førte tilsyn med landets institutioner for handicappede og børn og unge med særlige behov, er opgaven nu flyttet til i alt fem socialtilsyn på landsplan. De kommunale tilsyns kvalitet har været svingende og har manglet uvildighed, da de også skulle vurdere kommunens egne tilbud.

Anette Vilhelmsen forklarer, at de fem socialtilsyn skal gøre op med tilfældigheden i den sociale indsats. Et barn, der er anbragt i Skanderborg, skal kunne forvente en hjælp og støtte i hverdagen af lige så høj kvalitet, som et barn, der er anbragt i Svendborg.

Udover den nye struktur i tilsynet, er der desuden sket en interessant udvikling af måden, der skal føres tilsyn på. Fra et stort fokus på behovet for kontrol, er der langsomt sket et skift til at fokusere på dialog for at kunne dele erfaringer mellem de fem socialtilsyn og landets mange tilbud. I tråd med tillidsreformen bliver dialog og resultater for den enkelte borger sat i centrum.

Metoder dikteres ikke længere af Christianborg

Benny Andersen har længe savnet et fokus på den socialfaglige indsats og medarbejdernes viden og erfaring. Men inden for de seneste år har han bidt mærke i, at der er sket et skift fra, at Christiansborg har dikteret alle metoderne, til at socialpædagogerne får mulighed for at udføre deres arbejde ud fra deres viden og erfaring.

Social-, Børne- og Integrationsministeriets departementschef var ude på en konference for socialpædagogerne for kort tid siden:

”Han stillede sig nu op og sagde, ’Jamen, vi har ikke metoderne. Metoderne skal I hjælpe os med. Nu stiller vi målene op, og så vil vi gerne have faglige input til, hvordan vi skal nå de her mål. Det er sådan, vi arbejder nu’”, fortæller Benny Andersen.

Udmeldingen vakte begejstring hos SL. Og de oplever, at den nye tankegang skinner igennem i ministeriets beslutningsprocesser, blandt andet i arbejdet med det nye socialtilsyn.

Anette Vilhelmsen mener, at tillidsreformens principper stemmer overens med, hvordan ministeriet generelt arbejder i dag. Hun er optaget af, at socialpolitik fokuserer på og kan mærkes af de borgere, den skal hjælpe. Ifølge hende er vejen frem øget dialog og samarbejde mellem de interessenter, der skal løfte indsatsen.

Fokus skal være på indsatsens resultater

SL håber, at det nye socialtilsyn vil gøre op med uheldige sager og for dårlig kvalitet, som desværre har været virkeligheden for mange handicappede og udsatte børn og unge.

Anette Vilhelmsen er enig i, at indsatsen ikke har været god nok:

”Jeg ser socialtilsynet som et banebrydende løft af socialområdet, hvor man i mange år ikke har fået talt nok om god og dårlig pædagogik. Nu sætter vi fokus på, hvad der virker. Vi skal have udviklet de gode steder, som udsatte børn, unge og borgere med handicap bor i, samtidig med, at vi skal have modet til at lukke de steder, der ikke gør det godt nok. Jeg tror på, at det vil komme til at skabe en reel og positiv forskel i hverdagen for de menne-sker, som bor der.”

SL er også positive overfor, at der er kommet en uvildig instans på området:

”Vi har et ønske om at beskytte området ved at sikre, at tingene foregår ordentligt. For os er det jo problematisk, at opholdssteder som for eksempel Solhaven tilsyneladende har haft fokus på at lave penge i stedet for god indsats og pædagogik”, udtaler Benny Andersen.

Få fagligt stærke tilsyn som evner dialog

Anette Vilhelmsen mener, at socialtilsynet skal bygge på en stærk socialpædagogisk faglighed for at opnå succes:

”Et godt tilsyn handler selvfølgelig om at opdage og forebygge fejl og problemer. Men det handler også om at inspirere, udfordre og udvikle ledere og medarbejdere, så de kan skabe bedre rammer for borgerne i hverdagen. Derfor stiller det nye socialtilsyn krav til, at indsatsen skal bygge på en stærk faglighed, på systematik og på viden om, hvad der virker.”

Et af de store potentialer i socialtilsynet ligger i dialogen. Ifølge Anette Vilhelmsen er der mulighed for at indsamle en masse erfaringer i de fem socialtilsyn, hvilket kan være med til at udvikle dem:

”Videndeling er en af de største frugter, som vi kommer til at høste af det nye socialtilsyn. For de nye socialtilsyn bliver store tværfaglige enheder, som derfor kommer til at opbygge en særlig ekspertise i at udføre socialtilsyn. Socialpædagoger, socialrådgivere, økonomer og andre faggrupper vil kunne bruge hinanden i arbejdet med at udføre tilsyn”

Anette Vilhelmsen forventer at se et langt stærkere og mere professionelt tilsyn end tidligere, hvor vi havde over hundrede tilsynsenheder spredt i kommuner og regioner. Hun udtaler, at de fem socialtilsyn allerede er begyndt at dele erfaringer og viden på tværs.

SL: Socialtilsynet bør dele erfaringer mellem tilbud

Benny Andersen er enig i det store potentiale, der ligger i dialogen. Hans fokus er dog først og fremmest rettet mod socialtilsynets mulighed for at dele erfaringer mellem de forskellige tilbud:

”Hvis der for eksempel er rigtig gode erfaringer i forhold til en misbrugsbehandling af unge misbrugere i Faxe, så vil socialtilsynet kunne koble denne viden til andre lignende misbrugscentre, der ikke har opnået ligeså gode resultater. De kan spørge ’Jamen har I prøvet at gøre sådan? Måske kan I tilrettelægge det her anderledes og på den måde få flere ud af misbruget?’”

Socialstyrelsen vil ifølge Anette Vilhelmsen gøre en indsats for at skabe dialog og læringsfora for socialtilsynets medarbejdere. Hun er enig i, at en af socialtilsynets opgaver er få de gode erfaringer rundt omkring i landet til at sprede sig som ringe i vandet.

Af Julie Kyhl, 

LÆS MERE

Download som PDF