Socialt tilsyn afslører uredelighed
Magtmisbrug, overgreb og økonomisk uredelighed på socialområdet har i den senere tid præget mediebilledet. Nu skal nye tilsynskommuner overtage ansvaret for tilsynet på socialområdet.
Fra årsskiftet overtager nye tilsynskommuner ansvaret for socialområdet for hele landet. Der er tale om en ny tilsynsmodel, som skal sikre, at børn, unge og voksne mennesker med funktionsnedsættelse får den hjælp, de har behov for og krav på.
Ifølge Ib Poulsen, direktør for interesseorganisationen Socialt Lederforum, er det en stor og kompliceret opgave, som med et mere professionelt tilsyn vil give bedre kvalitet på botilbud og andre sociale døgntilbud:
– ”I Socialt Lederforum ser vi frem til den nye tilsynsmodel. Alle tilbud skal fremover godkendes. Det gælder både de offentlige og de private. Noget, som er et stort fremskridt er, at tilsynet sikrer større gennemsigtighed i økonomien på socialområdet”, siger Ib Poulsen.
Som det er i dag, skal de ikke-offentlige tilbud oplyse en række nøgletal, mens det næsten er umuligt at få et reelt billede af økonomien i de offentlige tilbud. Det er derfor afgørende, at tilsynet gennemgår de økonomiske nøgletal for både offentlige og ikke-offentlige tilbud, og tallene bør være sammenlignelige og medtage samme udgifter, uanset om man er et kommunalt, regionalt eller ikke-offentligt tilbud. Ib Poulsen forklarer:
– ”Mennesker er ikke ens. Der skal være plads til mangfoldigheden i opgaveløsningen, så vi som samfund kan imødekomme de mange og forskelligartede behov. Tilsynsreformen er ingen garanti for, at vi undgår dårlige sager, men den er et stort skridt i den rigtige retning”.
Socialt Lederforums forslag til tilsynskommunernes fokusområder:
● Stil ensartede krav til alle
● Sæt fokus på økonomisk gennemsigtighed
● Sæt fokus på forholdet mellem økonomi og kvalitet – ikke nidkær budgetkontrol
● Giv plads til mangfoldighed i tilbuddene både i indsats og størrelse
● Læg vægt på den tillidsbaserede dialog med tilbuddene. Dermed vil tilsynet være en væsentlig kilde til fortsat udvikling og kvalitetsforbedring i opgaveløsningen.
● Sørg for en tæt og god dialog med de andre tilbud, så der sikres en ensartet praksis i hele landet.
For yderligere oplysninger kontakt venligst;
Direktør for Socialt Lederforum Ib Poulsen, tlf. 23 88 59 93, e-mail: ib@socialtlederforum.dk