Stop institutionsbyggeriet
Kære afdelinger
Jeg tager dette usædvanlige initiativ og henvender mig direkte til jer for at bede om jeres støtte til at sige fra og bidrage til at forhindre, at der bygges og renoveres flere boliger, der i deres funktion kommer til at minde om fortidens institutioner, som vi bestemt ikke har ønske om at genindføre.
Jeg kan konstatere, at der bygges og ombygges meget til nogle af de mest sårbare grupper blandt personer med handicap, de såkaldte midlertidige eller permanente boliger efter lov om social service § 107 og § 108 eller ældre – og handicapegnede boliger efter almenboliglovgivning.
Jeg mener, som udgangspunkt, at det er godt, at der bygges mange nye boliger til denne gruppe blandt vores medlemsskare. Jeg mener imidlertid ikke, at det er ligegyldigt, hvad det er for nogle boliger, der bygges, hvor disse boliger bygges, hvilke målgrupper de bygges for, eller hvem der skal bo i disse boliger. Og mange af de boliger, der opføres eller renoveres i disse år, har ikke de rette kvaliteter i forhold til vores ønsker og ambitioner.
Jeg tror, at det er vigtigt, at vi, som lokal afdeling i DH og medlem af det kommunale handicapråd, siger fra, når kommunen ønsker at bygge eller renovere boliger, hvor der fx er tale om:
– Større bofællesskaber på samme eller nærtliggende matrikel, dvs. enkeltstående eller ledelsesmæssigt sammenhængende bofællesskaber. Som udgangspunkt er det holdningen i DH, at man ikke bygger mere end 10-12 boliger på samme matrikel.
– Boliger med meget store fællesarealer, hvor det forudsættes, at beboerne skal foretage mange dagligdags aktiviteter sammen.
– En sammensætning af beboerne, der går på tværs af indbyrdes meget forskelligartede beboere med meget forskellige funktionsnedsættelser. Det samme gælder, når der er tale om byggerier af boliger meget tæt ved, eller i direkte sammenhæng med, boliger for ældre, fx plejehjem.
– Boliger med en placering i et miljø uden mulighed for direkte adgang til de faciliteter, som de enkelte byområder byder på, som fx forretninger, biografer og cafeer.
Jeg mener, at så snart antallet af boliger på samme eller nærtliggende matrikel bliver for højt, er der en meget stor risiko for, at der bliver tale om fortidens uønskede institutioner, bl.a. fordi det hurtigt udvikler sig til i højere grad at være en arbejdsplads end et hjem, hvor den enkelte selv kan bestemme over sin dagligdag.
Jeg mener også, at vi skal være opmærksomme på, at uanset støtten i, størrelsen af og kvaliteten af den enkelte bolig, kan alle boliger blive oplevet som værende institutioner, hvis de institutionelle rammer, fx ledelse og vagtplan, bliver snævre og dermed indskrænker den enkeltes frihed.
Kulturen har også stor betydning for, hvorvidt der at tale om boliger frem for institutioner. Det er ikke ligegyldigt, om unge og ældre bor sammen eller ej, fordi det er ikke ligegyldigt, om der er tale om et miljø for unge eller ældre.
Jeg er overbevist om, at de fleste medlemmer af kommunalbestyrelserne og de ansatte i kommunerne har en positiv tilgang til de mest sårbare grupper blandt baglandet i DH, men engang imellem (for ofte) træffes der, trods den positive tilgang, de forkerte beslutninger, når det gælder nybyggeri og renovering af boliger til personer med handicap.
Jeg håber meget, at denne henvendelse vil blive modtaget i en positiv ånd. Målet med min henvendelse er at sikre fremtidige boliger til de mest sårbare grupper, der bringer dem tættere på at blive inkluderet i lokalsamfundet og får mulighed for at træffe deres egne valg i forhold til, hvordan dagligdagen kan og bør leves.
På forhånd tak.
Venlig hilsen
Stig Langvad
Formand