Tale ved starten af Landsmødet i 2012

Vi snakker i dag og i disse år først om økonomi, og forhåbentlig også lidt om ledelse. Ledelses arbejdet er ikkeblevet mindre kompliceret, men er nu, efter min opfattelse mere rettet mod økonomi og mod faglighed.

Det forventes af os, at der bliver systematiseret, omstruktureres og dokumenteres for at holde fast i at vi kun bruger de samme skattekroner, som oven i købet skal finansiere flere og bedre velfærdsydelser

Normalisering. Det er mantraet for kommunerne i forhold til det specialiserede socialområde. Men hvad er så det – normalisering? Og hvorfor skal det specielle gøres normalt?

Kommunerne bruger 44 milliarder kr. om året på hele det specialiserede område. Det er det næststørste velfærdsområde efter folkeskolerne. Vores felt er nu (bare) et af flere kommunale områder som skoler, børn og unge, ældre. Disse områder kan organiseres, styres og reguleres – og bliver det. Og kravene til lederne på de specialiserede tilbud er de samme: For de samme skattekroner skal I levere flere og bedre velfærdsydelser, selvom der kommer flere krav til hvad de tilbud vi yder skal indeholde selvom der er flere og flere forventninger fra brugere og pårørende.

Problemet er Serviceloven. Den er blevet en varm kartoffel. På det specialiserede socialområde råder skønsprincippet, som præcis er det, der gør feltet ustyrligt. Loven er under pres, og måske kan skønsprincippet ikke opretholdes, når området er blevet normaliseret, og en ny socialreform er på plads.

Men det vil også give problemer at lave en rettighedslovgivning for området. Hvis diagnoser for eksempel giver ret til ydelser, vil flere stræbe efter diagnoser, og udgifterne vil stige yderligere. Og det er der ikke penge til i systemet.

Uanset hvad så er der brug for prioriteringer. Man kan ikke bare som socialpædagog eller leder overordnet forholde sig til, at ’det jeg gør, det er da prioriteret’. Man kan prioritere helt tilfældigt, gøre som man plejer eller selv bestemme inden for rammerne.

Netop for at undgå tilfældigheder skal der prioriteres bevidst, og det kræver, at man kender effekten eller nytten af de enkelte ydelser, som borgerne får. Det er langt fra tilfældet i dag, og vi kommer som fagprofessionelle under et stort pres for at løse den udfordring.

Udfordringen kan kun håndteres via et fundamentalt brud med traditionen for ikke at ’måle og veje’ på det specialiserede socialområde. Vi skal arbejde for og øve indflydelse så der kan udvikles fælles standarder – et fælles sprog – for, hvordan effekten dokumenteres via anerkendte videnskabelige metoder.

Det handler ikke om, at befolkningen og politikerne ikke vil det her område. For det vil de. Det handler om, at socialrådgivere, pædagoger, socialpædagoger og andre faggrupper må i gang med at diskutere, hvordan man kan måle. Kan og vil vi, så tror jeg på, at vi kan bevare autonomi og selvledelse, måske få de ressourcer der er behov for.

Hvis ikke, bliver presset meget alvorligt og får topstyring som følge.

Som fagprofessionelle skal vi have viden om de økonomiske konsekvenser af det faglige arbejde. Vi skal have viden om, hvordan man dokumenterer effekter. Vi skal have viden om, hvordan man afvejer effekterne af de ydelser der tilbydes på de tilbud, hvor vi er ledere. Ydelser og de skattekroner, der er til rådighed, så der skabes mest mulig velfærd. Ikke mere velfærd men bedre velfærd.

Jeg mener, at vores område har et uddannelsesproblem. Den efterlyste viden bør tilføres af professionshøjskolerne, men her dyrkes felter som økonomi og dokumentation ikke særlig meget. Og hvor meget er der at hente på de punkter i efter- og videreuddannelsessystemet?

Jeg ved godt, at de studerende tænder mere på det ’at tage sig af’ end på økonomi. Og ude i virkeligheden er hjerterne hos ledelsen koblet med ekstremt megen erfaring. Men det, I gør, skal systematiseres, så man kan se, at det virker. Vi skal have koblet hjernerne på vores store hjerter.

Jeg mener ikke dermed, at vi skal dokumentere hele det specialiserede socialområde. Men for store grupper, som man har kendt i mange år, for eksempel udviklingshæmmede, blinde, døve, anbragte børn og unge, kan man systematisere viden, udvikle fælles standarder og dokumentere, at godt arbejde medfører forbedret livskvalitet for borgerne.

Jeg mener også, at nogle grupper af borgere er så specielle og små, at de ikke tilgodeses i kommunernes selvforsynende strategi. De bør høre under stat eller regioner eller allerhelst være en del af kommunale løsninger der bygger på fælleskab flere kommuner i mellem. Jeg tror det bliver en diskussion i forbindelse med en ny socialreform, om man har lagt det rigtige snit med Strukturreformen.

Ib Poulsen