Tillid skal tilbage på dagsordenen

Tillid skal tilbage på dagsordenen

 

Undersøgelse om handicappedes manglende tillid til den kommunale sagsbehandling blev livligt diskuteret på Social- og Sundhedspolitisk Forum i Aalborg.

 

Social_og_Sundhedspolitisk_Forum_2015

 

“Vi skal blive bedre til at se mere på tværs af organisationen. Vi skal blive bedre til at møde borgeren, der har et handicap. Det handler blandt andet om struktur og om kulturen.”

Det sagde medlem af KL’s Social- og Sundhedsudvalg Kirsten Terkilsen, da hun på Social- og Sundhedspolitisk Forum i Aalborg kommenterede den ny undersøgelse fra Det Centrale Handicapråd, som viser, at borgere med handicap har ringe tillid til den kommunale sagsbehandling, når det gælder deres eget handicap.

“Medarbejderne i kommunerne gør deres bedste. Men det er plads til forbedringer. Borgerne skal inddrages tidligere. Vi skal bort fra silotænkningen og have mere øje for helheden,” sagde Kirsten Terkilsen, der foruden at være Venstre-borgmester i Hedensted også er KL’s repræsentant i Det Centrale Handicapråd.

 

Et spørgsmål om økonomi

I et panel, hvor hun diskuterede rapporten med formanden for Danske Handicaporganisationer, Thorkild Olesen, og formanden for Det Centrale Handicapråd, Tue Byskov Bøtkjær, rejste hun spørgsmålet, hvad der er årsagen til tillidskrisen. Kan det forklares med, at kommunerne er blevet større? At økonomien er presset?

“Er det et spørgsmål om økonomi eller er det et spørgsmål om måden, vi mødes på?” spurgte hun med en henvisning til, at handicappede ifølge undersøgelsen langt fra er tilfreds med dialogen med sagsbehandleren.

Både ja og nej, lød svaret fra formanden for Det Centrale Handicapråd Tue Byskov Bøtkjær. Han havde følgende anbefaling til kommunerne:

 

“Tving jer til at lytte til borgerne på deres præmisser. Respekter borgeren som sin egen ekspert. Tillidskrisen er ikke ny, men den er reel,” sagde han.

Som svar på Kirsten Terkilsens spørgsmål sagde han, at han anså økonomien for den vigtigste årsag til tillidsbristen:

“Sagsbehandlerne gør, hvad de kan, inden for de rammer, de arbejder under. Men undersøgelsen taler sit tydelige sprog om, at de mangler viden,” sagde han.

 

Ønsket om en kulturændring

Thorkild Olesen, formand for Danske Handicaporganisationer, sagde, at han ikke var overrasket over undersøgelsens resultater:

“Tillidskrisen har været der længe. Hvorfor er det endt sådan? Jeg mener, at der er sket et skred i kulturen, hvor handicappede i dag opfattes og omtales som nogen, der er dyre og krævende. Det kommer til at virke som en spareøvelse. Men jeg er enig med Kirsten Terkilsen i, at det handler om kultur og om rammer, der skal ændres. Vi ønsker blot, at man ser på os som borgere på lige fod med alle andre. Det kræver en kulturændring. Men det kræver også, at politikerne på Christiansborg i højere grad bliver inddraget,” sagde Thorkild Olesen.

Kirsten Terkilsen var enig i, at det i høj grad handler om kultur:

“Vi skal lære at bruge hinanden på en anden måde – at gå på tværs af organisationen, men også at bruge handicaprådene på en ny måde, i stedet for at sende ting i høring, så at inddrage dem, før tegningerne bliver præsenteret.”

 

Artiklen er skrevet af journalist Søren Peder Sørensen, KL

 

 

Undersøgelsen “Gap-analyse – Det Centrale Handicapråd” er lavet af Caroline Skov-Carlsen og Sune Holm Thøgersen, Data & Insights” april 2015.