Unge med handicap kan spare samfundet penge

Flere og flere unge, der er udviklingshæmmede eller har svære indlæringsproblemer, får nu ungdomsuddannelsen STU, der blev indført i 2007.

På landsplan er antallet steget med 1300 unge pr. år, og ligger nu på godt 4.500.

Det giver de bedste af dem mulighed for at gå fra kontanthjælp til job, eller fra førtidspension til fleksjob.

Det oplever man blandt andet hos Ungdommens Uddannelsesvejledning Nordvestsjælland, fortæller vejleder Steffen Koldste:

– Vi taler om unge som ofte ender på førtidspension, fordi de ikke kan gennemføre en almindelig ungdomsuddannelse, men ved at tilrettelægge et uddannelsesforløb med både undervisning og praktik, kan nogle unge få præcis det løft de mangler og få et job bagefter, siger han.

En af dem, det er lykkedes for, er den 23-årige Martin Hansen, der var på vej til en førtidspension, da han fik lov at rode med knallerter og biler hos STU-underviser Peter Hansen i Svinninge.

Martin Hansen har ADHD, er ordblind og har haft indlæringsvanskeligheder hele livet.

Nu er han ansat i et autofirma, hvor han selv tjener en del af sin løn:

– Vidunderligt, siger han.

Den snart femårige uddannelse, der erstattede specialundervisningen for voksne, skal nu evalueres i Folketinget.

Indtil for nyligt sad kulturminister Marianne Jelved som formand for Foreningsfællesskabet Ligeværd. Hun siger om STU-uddannelsen:

– Ideen er, at man skal kunne tilrettelægge et individuelt forløb for unge med specielle behov, ligesom for andre unge. Det skal kommunerne leve op til, og det skal de blive bedre til, siger hun.