Vil viden om effekt løse problemer med kommunalreformen?

Økonomi- og indenrigsminister Margrethe Vestager har kommenteret på LEVs landsformands indlæg om kommunalreformen i Altinget den 27. maj 2012. Hun mener, at bedre viden om effekten af indsatsen er løsningen på den tiltagende afspecialisering på socialområdet. Det er fint med mere viden om hvad der virker, men det er udenomssnak at påstå, at det løser problemerne med kommunalreformen, siger LEVs landsformand

Enhedslistens Stine Brix stillede den 4. juni økonomi- og indenrigsministeren et spørgsmål i Folketingets Kommunaludvalg, hvor hun bad hende kommentere LEVs landsformands indlæg i internetmediet Altinget om manglerne ved regeringens udspil til justering af kommunalreformen. Hun ville bl.a. gerne vide“… hvordan regeringen vil sikre, “at borgeren får den hjælp, der er brug for, uanset om vedkommende skal have den af kommunen eller regionen”, og uanset hvor i landet vedkommende bor (jf. ministerens pressemeddelelse “Bedre sammenhæng for borgerne” pub. den 1. juni 2013 ), hvis borgerens kommune ikke visiterer til tilbuddene?”

Nu er økonomi- og indenrigsministeren så kommet med et skriftligt svar. I svaret fremhæver ministeren, at der med den rammeaftale, som netop er indgået mellem regeringen og Folketingets øvrige partier, skabes nationalt overblik. Ministeren skriver bl.a.:
“Socialstyrelsen får således til opgave at skabe et nationalt overblik over den specialiserede indsats og en systematisk vidensopbygning om indsatsen for de målgrupper, der har behov for en højt specialiseret indsats, samt hvilke indsatser der virker.”

Ministeren fremhæver desuden den nationale koordinationsstruktur, som er besluttet i rammeaftalen. Den koordinering vil give Socialstyrelsen “en væsentlig rolle med at sikre, at der er det fornødne udbud af tilbud til de mest specialiserede målgrupper” skriver hun bl.a. Hun gentager desuden formuleringen fra rammeaftalen, hvor det fremgår at “Intentionen er at understøtte kommunernes anvendelse af tilbuddene, og at tilbuddene udvikles dynamisk i takt med, at behovene ændrer sig”.

LEVs landsformand Sytter Kristensen synes ikke ministeren forholder sig til kernen i kritikken i hendes indlæg på Altinget:
– Mit enkle spørgsmål var: Hvad hjælper det med national koordinering og driftspålæg i forhold til de specialiserede tilbud, hvis kommunerne ikke vil visitere til tilbuddene på grund af en svag økonomi? Det spørgsmål undviger ministeren at svare på, synes jeg. Det er fint med intentioner om, at kommunerne skal bruge tilbuddene. Men bliver det til andet end luftige hensigter?

– Jeg deler ministerens ønske om bedre viden om, hvad der kommer ud af den indsats man yder på det specialiserede socialområde. Problemet er bare, at det har skiftende regeringer talt meget om det seneste årti uden, at der er sket det store. Den meget beskedne satsning i Socialstyrelsen vil ikke ændre meget er jeg bange for. Der vil gå rigtig mange år før vi har et styrket vidensgrundlag i forhold til indsatserne for mennesker med udviklingshæmning. Derfor synes jeg det ligner en afværgedagsorden i forhold til diskussionen om kommunalreformen.

– Og endelig så er jeg nødt til at gentage: Selv med nok så megen viden om effekterne, så kræver det stadig, at kommunerne visiterer til tilbuddene. Og den visitation kan altså kun sikres gennem en bedre retssikkerhed for borgerne – og en bedre fordeling af udgifterne mellem kommunerne. Sker det ikke, så vil postnummeret stadig være afgørende for om du får den hjælp du har brug for, siger Sytter Kristensen.

> Økonomi- og indenrigsministerens svar på spørgsmål 124 i Kommunaludvalget

> LEVs landsformands indlæg om kommunalreformen i Altinget