Voldspakke giver fornuftigt værktøj
Beskæftigelsesministeren lancerer en voldspakke, der skal gøre det nemmere at forebygge og håndtere vold og trusler om vold på landets arbejdspladser. ”Det er godt, at der kommer mere fokus på problemet. For det kan aldrig være i orden, at man bliver udsat for vold eller trusler når man går på arbejde,” siger Socialpædagogernes formand Benny Andersen.
Socialpædagogerne er tilfredse med, at beskæftigelsesministeren lancerer en indsats, der skal mindske vold og trusler på landets arbejdspladser. Den ene del af forebyggelsespakken er målrettet medarbejdere på landets døgninstitutioner og døgntilbud. Det glæder Socialpædagogernes formand:
”Det er vigtigt, vi fastholder fokus på, at vold ikke er acceptabelt på arbejdet. Så det er godt, at vi med forebyggelsespakken får et konkret redskab til medarbejdere og ledelse, som kan ruste dem til at kunne håndtere vold på arbejdet,” siger Benny Andersen.
Han efterlyser dog en bedre og mere systematisk registrering af voldsepisoderne, sådan at man bedre kan få et samlet overblik over antal, art og årsag til vold og trusler på arbejdspladserne.
”Vi skal kunne lære af det der sker på vores arbejdspladser, og det kan vi ikke så længe registreringspraksis er så mangelfuld. Det skal der gøres noget ved hurtigst muligt, og det havde klædt forebyggelsespakken, hvis den havde taget højde for det alvorlige hul,” siger Benny Andersen.